I dag blev der afholdt Thise Mini-Tri for 28. gang i og omkring Thise. I år bød turen på nye ruter på både cykel- og løberuten. Turen startede dog med svømning i Durup svømmehal efterfulgt af en cykeltur gennem Salling til Thise Torv, hvor sidste disciplin bestod af en løbetur gennem Thise by og en tur omkring Sdr. Thise Strand. Løberuten var en smuk og naturskøn oplevelse med en enkelt stejl bakke, hvor de sidste også fik sved på panden. I alt var der 67 starter på triathlonruten. Som noget nyt i år var det muligt for børn at deltage i duatlon med cykel- og løberute. Der var 7 starter på den nye rute.
Vejret viste sig fra sin pæne side med solskin, mens løbet stod på, til glæde for såvel deltagere som tilskuere. Alle gennemførte i fin stil og blev klappet i mål på opløbsstrækningen foran mejeriet i Thise by.