Radikale Venstre har i dag fordelt ordførerskaber. Andreas Steenberg, der siden 2011 har været valgt i Skive-kredsen, fortsætter som transportordfører og udlændingeordfører.
’Jeg har fået de områder, jeg gerne ville, så det er jeg glad for, ’ udtaler Andreas Steenberg, Radikale Venstre.
’Vi har fået en regering, der er uafhængig af Dansk Folkepartis politik, som vi ønskede. Vi fik en del igennem på værdiområdet i forhandlingerne, men der er stadig for mange regler, der er helt urimelige, og som ikke har noget med at fremme integration at gøre. Især synes jeg, at det er for galt, at Danmark som et af de eneste lande i verden ikke tillader vores egne statsborgere kan bo i deres eget land, hvis de gifter sig med en person uden for EU. Det vil jeg kæmpe videre for, ’ siger Andreas Steenberg, radikale.
Nyt stort transportforlig på vej:
Andreas Steenberg har været transportordfører alle otte år, han har været i Folketinget. I den kommende periode vil der formentlig blive forhandlet en ny stor aftale om infrastrukturinvesteringer det kommende årti. Her skal der kæmpes for Skive-egnen, siger Steenberg.
’Infrastruktur betyder rigtigt meget for udviklingsmulighederne. Ikke mindst her på Skive-egnen, hvor vi virkelig mangler en bedre infrastruktur. I det nye forlig vil jeg kæmpe for at rute 34/26 fra Salling og Skive til motorvejsnettet bliver opgraderet, så vi kan have gode udviklingsmuligheder her på Skive-egnen, ’ siger Andreas Steenberg.