”Der var altid en tung og gådefuld stemning i min fars barndomshjem, og ofte sluttede vores besøg på gården i Himmerland med gråd og tænders gnidsel. Min fars familie var tættest på os rent geografisk, men vi kunne lige så godt have levet i hvert sit hjørne af verden. Luften emmede altid af alt det, der ikke blev talt om – af de traumer, der som genetiske spor blev sat i generation efter generation”.

Sådan siger journalist Merete Just om sin skønlitterære debut, romanen ”Lysets børn – en himmerlandsfortælling”, der udkommer på forlaget Hovedland fredag den 4. oktober.

Den bliver præsenteret i Skive Theaters foyer samme eftermiddag, hvor forfatteren samtaler med direktør Poul Pedersen, Thise Mejeri om ”Livet på landet – før og nu”. Alle er meget velkomne, og der serveres forfriskninger.

Romanen foregår på landet og fortæller om vejen væk fra det miljø, men den finder en slutning som i en kriminalroman. En slutning, der måske kan forklare, hvordan et mysterium overlever i årtier.

”Lysets børn – en himmerlandsfortælling” skildrer et Danmark med små landbrugs- og husmandsbrug, hvor alt blev lagt til rette efter vejr og vind – og hvor det var under gårdejerens værdighed at fodre hønsene. Landbruget som det var, før det blev til store og effektive fabrikker – og hvor folk sjældent kom udenfor sognet. Men det betyder ikke, at de ikke havde længslen.

Bogen fortæller om forventninger, der brister, landsbysladder, onde begivenheder under besættelsen og de år, der fulgte. Der er også stor passion – af den skævvredne slags, hvor det er det livsomvæltende og eneste rigtige for den ene, mens det ender i hadefuld afhængighed for den anden. Og så er der alle de forviklinger, der opstår, når mennesker ikke tør at tale sammen. Der er simpelthen ord i det danske sprog, man aldrig vil bruge i Himmerland.

Bogen skildrer tre generationer Merete Justs himmerlandske familie. Hendes oldefar var sognerådsformand med en hustru, der kun læste et lægeleksikon og derfor altid lå på langs. Men det forhindrede hende ikke i, fra sygesengen, at blande sig i, hvem der skulle have fattighjælp.

– Det illustrerer meget godt, at der også kan være noget livsbekræftende, sjovt og absurd i en sygdom, man er tvunget til at leve med. Der er en tendens i tiden til at formode, at det er de særligt sølle, der bliver syge – og nogle sygdomsramte oplever sig som jaget vildt. Mange glemmer, at sygdom er hver mands herre – og at nogle bliver aldrig raske. Er der tale om børn, er det en sorg, som man aldrig overvinder, men man lærer at leve med den. Mange sårbare kæmper, men som journalist kan jeg ikke gøre andet end at konstatere det. Så må jeg vælge fiktionens vej for at formidle mine pointer, siger Merete Just.

Hun har tidligere skrevet tre dokumentariske bøger – ”Anton Rask – landsbylæge, modstandsmand og diplomat”, 2013, ”Tyskernes piger”, 2014 og ”Mod og mandshjerter”, 2015.