I forbindelse med COVID-19 forventes et øget behov for samtaler og coaching hos medarbejdere, ledere og direktører på danske arbejdspladser. Derfor opruster Arbejdsmiljøcenter Midt-Vest nu med yderligere en kompetent specialist.
’Vi har et stykke tid gerne ville indgå samarbejde med Anna-Mette Thomsen fra Esbjerg’, begynder Thomas Rosenkrands, adm. direktør hos Arbejdsmiljøcenter Midt-Vest. ’Hun har i forvejen et godt samarbejde med vores chefpsykolog, Dorte Vilsgaard, og har desuden den samme faglige profil’.
Han forklarer videre, at Anna-Mette Thomsen er autoriseret psykolog, specialist og supervisor inden for arbejds- og organisationspsykologi, og at hun ligesom centrets to øvrige psykologer, Dorte Vilsgaard og Heidi Laursen, har kompetencer inden for blandt andet krisepsykologi.
For Anna-Mette Thomsen giver samarbejdet lejlighed til at arbejde endnu mere med opgaver inden for arbejds- og organisationspsykologien. Og i den forbindelse har hun i samarbejde Dorte Vilsgaard haft fokus på at kunne hjælpe direktører, ledere og medarbejdere, der er ramt af konsekvenserne af COVID-19.
’Vi har flere forskellige muligheder for at hjælpe ansatte, der i denne tid er ekstra udfordret. Det kan eksempelvis være ledere eller direktører, som er særligt udsatte og alene lige nu eller medarbejdere, der føler sig utrygge’, forklarer Anna-Mette Thomsen.
Hun understreger, at alle psykologopgaverne kan udføres via video, hvis det foretrækkes – også selvom der lige er blevet åbnet op for fysisk konsultation igen. For det handler om tryghed for den enkelte.
Hos Arbejdsmiljøcenter Midt-Vest er man glade for, at man nu er godt rustet til et øget pres på centrets psykologydelser i den kommende tid.
Baggrundsinformation om Arbejdsmiljøcenter Midt-Vest:
Arbejdsmiljøcenter Midt-Vest er autoriseret arbejdsmiljørådgiver inden for alle områder i arbejdsmiljøet. Centret har bred erfaring med arbejdsmiljø siden 1979 og har specialistviden inden for alle brancher. Samtidig er Arbejdsmiljøcenter Midt-Vest en fondsejet virksomhed, som skal drives som en sund forretning uden aktionærer. Historisk set ændrede centret i 2009 navn fra BST Thy-Mors-Salling. En del af centrets rådgivning består i at udbyde den lovpligtige arbejdsmiljøuddannelse og andre kurser inden for arbejdsmiljøområdet.