Thise Forsamlingshus i Coronatiden.
For et par år siden fejede en storm hen over Salling, og tog på sin vej træer og enkelte huse med sig. Èt af dem var forsamlingshusets gamle udhus – i tidernes morgen hestestalden, der nu blev brugt til oplagsplads for alt vores gamle rod.
Nu var den væk, og under oprydningen blev ombygningsplaner og renoveringstanker sat på papir.
Og så kom coronaen!
En svær tid for forsamlingshuse landet over og også for os, men netop nu var chancen der for at få lavet noget radikalt ved forsamlingshuset. Planerne blev sendt i udbud, financieringen skulle på plads, og da de første tilsagn om støtte kom fra vores lokale fonde, SparVestFonden og Sparekassen Sundsøres Fond med betydelige beløb, ja, så kom der for alvor gang i arbejdet. Og mange flere kom til!
Etape 1 blev tilbygning af et nyt redskabs- og lagerrum, værksted og garage, og da det stod klar, så kom turen til køkkenet, som blev revet ned og genopbygget.
Etape 2 blev den gamle ”lillesal”, der blev lagt sammen med den gamle sparekasse, som engang havde haft til huse i forsamlingshuset. Nu blev det til en lidt større sal med plads til omkring 60. Indrettet med wi-Fi, soundbox og udgang til terrasse.
Et rum, der skulle være tilgængelig for egnes mindre mødeaktiviteter o. a.
Flere og flere støttede økonomisk. Bl.a. var Skive kommune meget velvillig og aktiv.
Og så oplevede vi, at forsamlingshuset medlemsgruppe pludselig betalte dobbelt kontingent! Og det sammen med den store aktive arbejdsflok, der altid stod klar, gjorde arbejdet overkommeligt og også lidt sjovt!
Samtidig med at ”Borgerstuen” blev færdig, gik vi i gang med at male og slibe i den store sal og på scenen, på toiletterne og i indgangspartiet, der blev bygget en flytbar udskænkningsbar og lavet separation af overfladevandet.
Nu kan de mange hundrede arbejdstimer sammen med dygtige håndværkere så præsentere et tidssvarende, flot forsamlingshus, og det er vores håb, at mange vil kigge forbi fredag d. 27. august:
– Kl. 15,00: Velkomst
– Kl. 15.30: En let servering og ”kig dig omkring”.
Der vil vi også kunne præsentere etape 3. For vi skulle da nødig gå i stå og lade os nøjes:
Udenomsarealerne skal også renoveres med bl. a. flere parkeringspladser, en udendørs terrasse og en grillplads.
Indvielse
Oprettet Kategorier Lokalt nytKommenter artiklen Kategorier:Lokalt nyt Tags:Thise/Sundsøre