Tirsdag d. 27. januar var der liv, leg og glæde på Rødding ældrecenter da 16 børn fra børnehaven Grankoglen i Rødding, var på besøg.
Børnene sang en masse sange for de ældre, som de havde øvet sig på i børnehaven. Mange af de ældre kunne synge med på sangene, som de kendte fra deres egen barndom.
Bagefter prøvede børnene nogle af de aktiviteter, som de ældre nogle gange laver på plejecenteret. De spillede ringspil med de ældre, legede med balloner og fluesmækkere og det store hit, var bowling.
Børnene var også en tur rundt og se, hvordan et plejehjem ser ud. Det var svært ikke at løbe på de lange gange. Men børnene havde snakket meget om, hvordan man opfører sig, når man er på besøg, og de var meget dygtige til at opføre sig pænt. På demens afsnittet så de den store kat, som også bor der. Men katten synes det var lidt for meget med alle de børn, så den var hurtig til at gemme sig hos en af beboerne.
Efter at børene havde spist deres medbragte madpakker, forskellige steder på plejehjemmet, gik turen hjem i børnehaven igen. Der tegnede de nogle flotte tegninger til de ældre, med deres oplevelser fra dagen. De skulle tegne, hvad der havde været sjovest ved turen. Så der blev mange tegninger af bowling og den store kat. Alle tegninger blev samlet i en mappe sammen med billeder fra dagen, som de ældre kan nyde og mindes en rigtig god dag, med liv i huset. Mappen bliver kigget i med stor fornøjelse og interesse, og de ældre synes, at børnenes tegninger er meget flotte og farverige.
De ældre på Rødding ældrecenter har virkelig nydt dagen. Der kan nogle gange godt blive meget stille på et plejehjem, og dagene kan blive meget ens. Det er sikkert at et besøg fra en børnehave, kan få smil og glæde frem hos de ældre, som håber at børnene har lyst til at komme på besøg en anden gang.
Rødding Ældrecenter – SSH Kristina Lykke Fransen
Foto: Privat
Artiklen er bragt på SallingWeb med tilladelse fra Spøttrup Ugeavis.