– 6 ÅR PÅ HAVET- 35.000 sømil mellem 6 verdensdele
Mange var mødt op i Lem Kulturhus mandag i sidste uge for at høre Stine og Niels Østergaard Rasmussen fortælle om deres sejlads jorden rundt.
En spændende fortælling med masser af flotte lysbilleder, der nok kunne lune på en blæsende og kold vinteraften.
Stine og Niels fortalte om alle deres overvejelser i forbindelse med at tage deres dengang kun 2½ årige søn Thomas med på en ikke helt ufarlig jordomrejse i en sejlbåd. Kunne Thomas undvære det gode sociale liv fra vuggestuen? Men beslutningen blev taget.
Huset på 250 kvm. blev sat til salg og de skulle nu finde ud af hvilken båd de skulle anskaffe.
Da sikkerheden blev prioriteret højt faldt valget på en stålbåd og det tog ca. 1 år at gøre båden klar. Hvad skulle der medbringes – det blev i høj grad planlagt ud fra begrænsningens kunst.
Så tog de afsted – og bekymringen omkring Thomas vendte sig til at blive en gevinst at komme så tæt på Thomas – det er jo ikke mange forældre forundt at være sammen med deres barn døgnet rundt i 6 år.
Da familien kom til Portugal opstod krisen. De havde sejlet i mange dage og flere spørgsmål meldte sig: „Er det den rigtige beslutning, ska’ vi vende snuden hjem ad“ Men Stine og Niels besluttede sig alligevel for at fortsætte turen over Atlanterhavet – nu med en ven ombord til at hjælpe på vagterne under den lange sejlads – og nu fandt Stine og Niels „deres søben“
„De besøgte steder, som kun lader sig gøre med båd og blev vidne til små eksotiske ø-kulturer, som trues af hastig forandring i en globaliseret verden. De oplevede himmel og helvede på havet under passagerne, fra vindstille til orkan, fra tidløs fred til eksplosiv kaos. De overværede et statskup, var tæt på pirateri og 30 meter fra båd forlis. Men havet gav dem også perioder med enhedsfølelse, ikke kun med hinanden, men også med elementerne. De lærte at værdsætte nærværet og nuets skønhed med dets utallige ansigter af liv“.
Familien har efter jordomrejsen udgivet bogen „ 6 år på havet“
og lever desuden af foredragsvirksomhed.
Kj
Fotograf: Karen Juul
Artiklen er bragt på SallingWeb med tilladelse fra Spøttrup Ugeavis.