Fredericia Teaters nye udgave af den kendte musical ”Cabaret”, som gæster Kulturcenter Limfjord tirsdag 21. september 2010, har netop haft premiere i Glassalen i Tivoli – og anmeldelserne er meget fine.
”Underholdende og vellykket” skrev Berlingske Tidende. Og i Jyllands-Posten stod der efter premieren, at forestillingen har sin store styrke i det vokale, ”hvor sangnumrene brager igennem og skaber vel den stærkeste musikalske udgave af stykket i mange år”.
”Cabaret” er en stor musical-klassiker med en perlerække af musical-historiens største hits som ”Willkommen”, ”Money makes the world go round”, ”May be this time” og selvfølgelig ”Life is a Cabaret”. Flere af sangene synges af Julie Steincke, som i anmeldelserne kaldes ”Tivolis Liza Minelli”.
Handlingen foregår i 1929, da både Berlin og hele verden var på afgrundens rand. Men i den dekadente Kit Kat Klub holder festen aldrig op. En ung amerikaner møder cabaretpigen Sally Bowles – og et spil om kærlighed, penge, politik og menneskelighed i en umenneskelig tid kan begynde.
Skuespilleren Lars Bom er den altdominerende konferencier, og Julie Steincke, der er kendt fra ”Chicago” og ”The Producers” og som dommer i DR TVs ”Talent”, er cabaretpigen Sally Bowles, der forelsker sig i den unge amerikaner, Cliff, spillet og sunget af Thomas Voss.
To af landets mest elskede entertainere, Birthe Kjær og Dario Campeotto, spiller rollerne som forestillingens modne kærlighedspar. Den folkekære Birthe Kjær har taget en pause fra popbranchen og forsøger sig som skuespiller. Hun spiller i forestillingen en ældre pensionatsværtinde, der forelsker sig i en jødisk grønthandler, spillet af Dario Campeotto. I anmeldelserne kaldes de et smukt og sødt par.
Ensemblet består af 11 fristende, frastødende og superlækre cabaretpiger og -drenge – og orkesteret, som sidder på scenen som en integreret del af forestillingen, består af 8 hårdtpumpede, letpåklædte og yderst velspillende damer. Forestillingens kostumer er et orgie i farver, fjer og pailletter – og hele forestillingen, der er arrangeret af Skive og Omegns Teaterkreds, benævnes som et udstyrsstykke.
“Cabaret” i KCL er et udstyrsstykke
Oprettet Kategorier Lokalt nytKommenter artiklen Kategorier:Lokalt nyt Tags:Skive