Torsdag d. 28. oktober 2010 kl. 19:30 er Fur Musikforening arrangør af en koncert støttet af KODA i forbindelse med Spil Dansk Dagen, hvor duoen ”Halle & Bøgestrand” optræder hos Fur Kaffe & The på Søndergårdevej 68, med en række velkendte danske sange og viser.
Med ved koncerten er også det lokale sportsdanserpar Victor og Cecilie, der først er startet med at danse sammen i maj måned i år, efter hver især at have danset gennem nogle år med andre partnere. Parret spås en stor fremtid indenfor sportsdansen på eliteplan både herhjemme og internationalt, så det er lidt at et scoop, at de har mod på at komme til Fur og give en miniopvisning på deres talent, kun et par dage inden Danmarksmesterskaberne i 10dans, hvor de selvfølgelig også deltager.
Victor og Cecilie træner stort set hver dag i ugen, og pendler konstant mellem Skive, Ålborg, Randers og Viborg, for at holde den daglige træning ved lige, og ofte går turen til træningssamlinger i København, Vejle og alle andre steder i landet. Parret er kun hhv. 14 og 13 år gamle, men har allerede nu et helt klart mål om at komme til at repræsentere Danmark ved næste års Europa og Verdensmesterskaber. Om det lykkes er ikke til at sige, men målet er ikke urealistisk for det unge par.
Artiklen er bragt på SallingWeb med tilladelse fra Spøttrup Ugeavis.