Johnny Maden, Knud Møller og Henrik From leverede lørdag aften en koncert i KCL med masser af god musik, stemning og humør. Omgivet af sine to dygtige medmusikanter sang Johnny Madsen en række af de populære hits krydret med anekdoter og vittigheder. En næsten udsolgt sal sang med for fuld skrue på Færgemanden og flyveturen i rumkabinen – der var stemning og fest – noget man også tydelig kunne mærke i pausen.
At bedømme på publikums bemærkninger efter koncerten, var alle forventninger blevet indfriet.
Morten Riisgaard fra KCL udtaler:
Som afslutning på en rigtig travl uge i KulturCenter Limfjord, hvor der både var koncerter, konferencer, møder osv. havde vi lørdag aften en, som altid, veloplagt Johnny Madsen på scenen i vores smukke Koncertsal. Godt hjulpet af sine to fantastiske musikere, Knud Møller og Henrik From, så var folk tryllebundet til Madsens sublime sange og fantastiske fortællinger. Fortællinger som: man skal altid sætte tæring efter næring og aldrig stole på en færing. Madsen gav endnu engang sit trofaste publikum i Skive en stor oplevelse – både musikalsk og som den humoristiske vestjyde han er.
Efter koncerten blev mange siddende i vores nye Café, og det var et skønt syn, siger en tilfreds direktør, Per Jeppesen. Det er netop det, vi gerne vil opnå med café’en – at folk ikke styrter ud af døren, men i stedet sidder og hygger samt får afsluttet aftenen på en rigtig hyggelig måde, slutter Per Jeppesen. Næste gang KulturCenter Limfjord åbner op i Koncertsalen er allerede på fredag, hvor Lis Sørensen kommer forbi.
Video fra koncerten.