Skive sejrede i dag på udebane i Næstved med 2-0. Viborg tabte i går til Brønshøj og FC Hjørring sejrede med hele 5-0. Det betyder, at Viborg nu kun er ét point på den rette side af stregen.
Skive derimod fortsætter det rigtig gode og stabile forår og med sejren over Næstved holder Skive fast i den flotte placering som nr. 5 i landets næstbedste række.
Næstved – Skive 0-2
52′ 0-1 Morten Beck Andersen
78′ 0-2 Morten Beck Andersen
Fra http://skive-ik.dk/sik
Efter et par halvsløje kampe hjemme mod to af nedrykningskandidaterne Hvidovre og FC Fyn var dagens menu for de gule en tur til Sjælland. Destinationen var Næstved og kamp mod et af de hold, der også kæmper for at holde sig over stregen.
Traditionelt har vi altid haft det svært i Næstved. Men én ting er traditioner, noget andet er fakta. På dagen var vi hjemmeholdet overlegent gennem store dele af kampen. Det stærke
kollektiv banede atter vejen for en sejr – en sejr der på ingen måde kan pilles ved.
Gennem store dele af kampen, på en bane i meget dårlig forfatning, var de gule i fuld kontrol. Og da først Morten Beck Andersen – med fra start i stedet for en skadet Nikolas Bøgild – havde bragt de gule i front syv minutter efter pausen, var det vel kun et spørgsmål om sejrens størrelse.
At stillingen ved pausen var 0-0 kunne hjemmeholdet være bedst tjent med. Dette til trods for, at SIK allerede efter en halv times spil måtte udskifte forsvarets krumtap Christian Thyboe-Thomsen. En dyb flænge i øjenbrynet, der efterfølgende måtte sys med 2×3 sting, satte en stopper Thybo’s indsat i dagens kamp. Martin Thomsen blev sat ned i midterforsvaret og John Dyring kom ind på midtbanen. Men dette stoppede ikke SIK-toget. I løbet af første halvleg producerede de gule en håndfuld store chancer, men desværre uden scoringer. Og samtidigt blev hjemmeholdet så og sige holdt væk fra åbne målchancer.
Kneb det lidt med effektiviteten før pausen var det strakts bedre efter. Som nævnt tidligere var Morten Beck Andersen skarpretter til 0-1 efter et godt gennemspillet angreb. Og med knapt et kvarter tilbage af opgøret var “Beck’en” atter på pletten, da Næstved-forsvaret tog sig en lille lur. 0-2 og dermed var den kamp afgjort.
Endnu engang var det holdet der sejrede, men med to scoringer gjorde Morten Beck Andersen en forskel på dagen. En meget tilfreds sportschef Jesper Larsen kunne efter kampen konstatere: “Vi vinder en fuld fortjent sejr efter en fantastisk holdpræstation. Solid indsats af alle mand på en dag, hvor Lawal ganske enkelt var outstanding. Han kommer i vejen for utroligt mange Næstved-opspil og får sat en masser gode omstillinger i gang. To supermål af Beck. Endvidere en rigtig god kamp af Mikkel Buur og af Martin Thomsen, der spillede en stor del af kampen i midterforvaret”
Før dagens kamp havde sportschef Jesper Larsen kategoriseret årets sidste fire kampe som “finaler”. Den første er nu oversået og vundet. Den næste “finale” er på lørdag på Sparbank Arena, hvor vi kl. 17.00 møder oprykningskandidaterne fra HB Køge.
Vi ses på lørdag på Sparbank Arena – husk fodbold er bedst LIVE i fri luft på stadion.
Kampfakta:
Næstved IF – Skive 0-2 (0-0)
Målscorer:
0-1 52. min. Morten Beck Andersen
0-2 78. min. Morten Beck Andersen
Startopstilling:
Thomas Nørgaard, Mikkel Buur Simonsen, Jesper Nielsen, Christian Thyboe-Thomsen, Jacob Andersen, Mikkel Jespersen, Martin Thomsen, Ayinde Lawal, Kristian Nielsen, Morten Beck Andersen, Thomas Dalgaard.
Udskiftning:
30. min. John Dyring afløser Christian Thyboe-Thomsen
75. min. Mathias Hansen afløser Mikkel Jespersen
85. min. Simon Broskov Jensen afløser Thomas Dalgaard
Advarsel:
Skive: Jesper Nielsen
Næstved: Kristian Bo Andersen
Tilskuertal: 1.180
Dommer: Michael Johansen