Man kan meget berettiget spørge sig selv om, hvad det gode liv egentlig er. Mange vil mene, at det er stor villa, mindst én nyere bil i garagen, måske en båd, sommerhus, plads og tid til rejser, et godt job, karriere, børn, børnebørn osv. Det meste af det er noget der kræver, at begge ægtefæller nødvendigvis har et godt betalt fuldtidsjob, og måske netop af samme grund, slet ikke formår at sætte pris på de helt nære ting i livet, fordi der simpelthen ikke er tid. For dem, og mange andre, er det en klart anbefalelsesværdig oplevelse, at rive nogle måneder ud af kalenderen, og prøve at leve én dag ad gangen, og lære at sætte pris på de helt nære ting, som jeg nævner.

En ting jeg sætter stor pris på, her på Kreta, er den måde folk omgås hinanden, som det vist er kommet til udtryk i tidligere artikler. Forleden var jeg vidende til en kedelig ulykke, hvor en yngre kvinde var blevet påkørt, og lå hårdt såret på vejen. På Kreta har vi ikke det samme hurtige akutberedskab, som vi har i Danmark. Til gengæld har børnene førstehjælp, som en obligatorisk del af deres skoleundervisning. Det kom sig i høj grad til udtryk i denne situation, for der meget resolut var hurtig hjælp, fra en masse forbipasserende grækere som udmærket vidste, hvordan de skulle håndtere situationen, og for ikke at der skulle opstå følgeulykker, kørte den førstkommende bus straks ud og blokerede vejen for enhver trafik, ved simpelthen at stille bussen på tværs. Den indsats de pågældende hjælpende grækere præsterede, vil vi i Danmark betegne som helteagtig, men for dem, var det blot et spørgsmål om, at hjælpe efter bedste evne, indtil den mere professionelle hjælp nåede frem, og for dem, var det en naturlig del af hverdagen. Stor ros, men en endnu større opfordring til undervisningsminister Troels Lund Poulsen, om at indføre obligatorisk førstehjælp i de danske skoler. Det vil helt sikkert være med til at redde menneskeliv.

Men hverdagen går videre, og de nære ting, som jeg har lært at sætte pris på, er dagligt at tælle antallet af små Flaski’er der nu pibler frem på min efterhånden store selvsåede plante udenfor. Jeg har i dag talt 9 af slagsen, og der kommer en ny til stor set hver eneste dag. Så min daglige vanding (og en lille smule naturgødning) gør underværker. Jeg tror det bliver en god høst.

Og mens jeg så sidder her og skriver, får jeg lige stukket en tallerken med helt friskplukkede figner ind af døren. Min nabo, der påstår at han har spist over en million af slagsen gennem livet, havde taget nogle stykker med til mig, så jeg kunne smage dem. Det var virkelig en himmerigsmundfuld, så jeg måtte styre mig, så de to sidste kunne blive foreviget i en fart, inden de også kunne ryge indenbords. Jeg tvivlede først lidt på, at min nabo virkelig havde spist en hel million af slagsen, men efter antallet i hans egen skål at dømme, kan det såmen godt være bare tilnærmelsesvis rigtigt.

Det er det jeg mener med at sætte pris på de helt nære ting i livet, og forstår man først det, tror jeg man er på rette vej mod det gode liv. Jeg vil så nu nappe de to sidste friskplukkede figner og sidde lidt og bare kigge ud i luften, nyde smagsoplevelsen, lave ingenting og have lidt ”Halarono” for mig selv, som det hedder på græsk.