I uge 46 sætter hele Danmark fokus på iværksætteri og virksomheder i vækst.. Kampagnen, der er en del af den internationale Global Entrepreneurship Week, tilbyder mere end 200 arrangementer – workshops, foredrag, messer og konkret rådgivning – til dem, der drømmer om at starte virksomhed eller allerede er godt i gang, men vil optimere virksomhedens vækst. Kampagnens overordnede titel er ”Power til iværksætter og virksomheder i vækst”.
Lokalt inviterer Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter (SET) – i samarbejde med VIBORGegnens Erhvervsråd, ErhvervSilkeborg og Væksthus Midtjylland – lokale virksomheder til iværksætterfestival i Tinghallen i Viborg onsdag den 16. november kl. 14-18.
Iværksætterfestivalens hovedtema er networking, hvilket giver både udstillere og besøgende chancen for at profilere sig og knytte kontakter, som kan bruges fremadrettet, siger erhvervschef Jeanne Søgaard, SET.
-For – hvad hjælper det at have verdens mest geniale idé, hvis ingen hører om den? Hvad hjælper det at have et enestående produkt, hvis ingen ved det findes?, spørger hun.
Mange iværksættere kender problemerne med at få virksomhedens produkter og services ud over rampen til mulige kunder. På iværksætterfestivalen får deltagerne mulighed for at vise hinanden, rådgivere og potentielle kunder, hvad de og deres virksomhed kan tilbyde.
Ud over udstillingsområdet, etableres der 4 ”sparringshjørner”, hver med udgangspunkt i et af dialogværktøjet Væksthjulets faser: Forretningskoncept, Kunderelationer, Virksomhedsdrift og Organisation. Hvert sparringshjørnehjørne bemandes med eksterne, professionelle rådgivere/ konsulenter, der er parat til at få en god snak med de iværksættere og gæster, der har lyst til en dialog.
Jeanne Søgaard gør opmærksom på, at der endnu er ledige stande. –Kontakt os, hvis du har lyst til at profilere din virksomhed på iværksætterfestivalen, lyder opfordringen.
Besøg iværksætterfestivalen – et tilbud til alle
Erhvervschef Jeanne Søgaard understreger, at både nye og ”gamle” virksomheder er velkomne til at besøge festivalen i løbet af eftermiddagen og slår fast, at det er en fantastisk chance for at møde kunder, samarbejdspartner og leverandører – og frem for alt en enestående mulighed for at etablere et nyt og bredere netværk.
-Vi håber at se rigtig mange gæster på iværksætterfestivalen, hvad enten man kommer som iværksættervirksomhed eller som almindelig borger, der blot er interesseret i at lægge vejen forbi Tinghallen for ved selvsyn at se den store spændvidde hos danske iværksættere.
Jeanne Søgaard slutter med at minde om, at såvel Iværksætterfestivalen som uge 46’s mange andre tilbud til iværksættervirksomheder er beskrevet på SETs hjemmeside www.SkiveET.dk.