Musikmiljøet i Skive har gennem en årrække via Skive Musikskole og MGK MidtVest genereret musikere og bands, som nationalt og internationalt har markeret sig især i det rytmiske musikliv.
I sommeren 2009 blev Ross-Teigan Legatet skabt på opfordring af Niels Ross-Teigan, der i samarbejde med Skive kommune, Skive Musikskole og en række erhvervsinteressenter etablerede et nyt og opsigtsvækkende musiklegat. Legatet råder nu på årsbasis over et samlet beløb på 200.000 kr.
Niels Ross-Teigan er gammelt bysbarn af Skive og nu grundlægger af firmaet Hitman der er Australiens mest succesfulde firma til bekæmpelse af skadedyr. Niels’ hjerte brænder for at give unge et positivt livsindhold gennem aktiv musikudøvelse. Et af hans yndede slogans er: ”have You ever seen a real violinist rob a bank ?”.
Det er helt unikt, at Skive Kommune og private interessenter indgår en aftale om i fællesskab at etablere et legat til støtte for den lokale musiks talentudvikling med en økonomi på dette niveau.
Ross-Teigan Legatets formål er at stimulere, understøtte og konsolidere det talentarbejde, der med Skive Musikskole som omdrejningspunkt kan medvirke til at videreudvikle det eksisterende talentfulde musikmiljø.
Ross-Teigan Legatet er opdelt således:
– Talentpriser for de 10 – 15 årige til en samlet værdi af 10.000 kr.
– Et rytmisk og et klassisk solist uddannelseslegat for de 15 – 25 årige på hver 35.000 kr.
– Et gruppe uddannelseslegat for de 15 – 25 årige på 50.000 kr.
– Herudover tildeler legatet fripladser på Skive Musikskole.
21 deltagere optræder ved dette års nomineringskoncert som repræsenterer en bred vifte af de genrer og aktiviteter der udgør elevernes hverdag på musikskolen.
Koncertens dommere er; Muriel Cellier (klassisk) og Kim Schultz (rytmisk).
Legatets bestyrelse vil i pausen være vært for en lille forfriskning.