Der er gratis entre. Billetter fås ved henvendelse til Skive Musikskole.
Søndag den 29. april 2012 kl. 18.30
Uddeling af priser og legater på i alt 130.000 kr.
Musikmiljøet i Skive har gennem en årrække via Skive Musikskole og MGK genereret gode amatører, musikere og bands, som nationalt og internationalt har markeret sig især i det rytmiske musikliv.
I sommeren 2009 blev Ross-Teigan Legatet skabt på opfordring af Niels Ross-Teigan, der i samarbejde med Skive kommune, Skive Musikskole og en række erhvervsfolk etablerede et nyt og opsigtsvækkende musiklegat. Legatet råder nu på årsbasis over et samlet beløb på 200.000 kr.
Niels Ross-Teigan er gammelt bysbarn af Skive og nu grundlægger af firmaet Hitman der er Australiens mest succesfulde firma til bekæmpelse af skadedyr. Niels’ hjerte brænder for at give unge et positivt livsindhold gennem aktiv musikudøvelse. Han formulerer essensen i spørgsmålet:
”have You ever seen a real violinist rob a bank ?”
Det er helt unikt, at Skive Kommune og private interessenter indgår en aftale om i fællesskab at etablere et legat til støtte for den lokale musiks talentudvikling med en økonomi på dette niveau.
Ross-Teigan Legatets formål er at stimulere, understøtte og profilere det talentarbejde, der med Skive Musikskole som omdrejningspunkt kan medvirke til at videreudvikle det eksisterende talentfulde musikmiljø.
Ross-Teigan Legatet er opdelt således:
• Talentpriser for de 10 – 15 årige til en samlet værdi af 10.000 kr.
• Et rytmisk og et klassisk solist uddannelseslegat for de 15 – 25 årige på hver 35.000 kr.
• Et gruppe uddannelseslegat for de 15 – 25 årige på 50.000 kr.
• Herudover tildeler legatet fripladser på Skive Musikskole.
Ved årets festkoncert, den 3. i rækken, medvirker i alt 9 solister og to grupper, som tilsammen repræsenterer en bred vifte af de aktiviteter, der karakteriserer elevernes hverdag på musikskolen.
Koncertens to dommere vil atter i år være:
dirigenten Kim Sjøgren (klassisk) & musikeren Astrid Elbek (rytmisk).
Desuden vil borgmester Flemming Eskildsen overrække priser og legater.
Velkommen og på gensyn til Ross Teigan Legatets Festkoncerten 2012.