OY-BPB kommer til Skive Lufthavn i forbindelse med Dæk & Vinger 2012
lørdag 30. juni 2012, da der står to planlagte rundflyvninger på programmet.
Snart fylder hun 68 år… den gamle dame, som DC-3 Vennerne lidt populært kalder Danmarks eneste flyvende DC-3’er, OY-BPB. Flyet blev bygget på Douglas fabrikken i Long Beach, Californien. Det er nr. 3.406 ud af de mere end 11.000 DC-3’ere, som blev produceret i USA, og flyet blev færdigmonteret 3. april 1944.
Har du lyst til en tur med den gamle DC-3’er, så kommer den meget snart til en lufthavn nær dig, nemlig til lufthavnen i Skive i forbindelse med Dæk & Vinger 2012. Der er foreløbig planlagt to rundflyvninger af hver 20 minutters varighed med afgang klokken 13.00 og 14.30.
En forudsætning for at komme med ombord er et medlemskab af DC-3 Vennerne… såvel medlemskab som booking sker i lufthavnen på dagen fra kl. 11.30… er du allerede medlem, så medbring i givet fald venligst dit medlemsnummer.
Lidt historie
OY-BPB har, siden færdiggørelsen i 1944, levet en lidt omskiftelig tilværelse. Umiddelbart efter færdiggørelsen, blev flyet leveret til US Air Force, for blot et år senere at bliver overdraget til det norske flyvevåben, som allerede året efter lod det overgå til Det Norske Luftfartsselskab, der senere indgik i Scandinavian Airlines System. Som trafikfly blev det registreret som LN-IAT ”Terje Viking”.
LN-IAT blev i 1953 købt af det danske flyvevåben, registreringen blev ændret til K-682 med hjemsted i ESK 721 i Værløse, hvorfra sidste militære flyvning fandt sted 30. juli 1984.
Derefter fulgte otte år i privateje, med registreringen OY-BPB, og i 1992 blev flyet overdraget til Tøjhusmuseet.
Samme år stiftedes de to foreninger, DC-3 Vennerne og Foreningen for Flyvende Museumsfly, som i dag sikrer, at DC-3’erens karakteristiske silhuet… og lyd fortsat kan opleves rundt om i landet. Rent praktisk er DC-3 Vennerne brugere af flyet, og står bag planlægningen og tilrettelæggelsen af mange spændende ture hvert år i sommerhalvåret, mens Foreningen for Flyvende Museumsfly er den formelle ejer af flyet. Piloter og teknikere er samlet i FFFM.
Læs i øvrigt mere på DC-3 Vennernes hjemmeside: www.dc3vennerne.dk
INFO
Enkeltmedlemsskab af DC-3 Vennerne koster 350 kr. for 2012 (husstandsmedlemskab 450 kr.). Prisen for en rundflyvning er 330 kr.