Flere hundrede mennesker lagde vejen forbi Virksund Vise- og Folkemusikfestival fredag og lørdag aften for at opleve den danske sommer fra sin allerbedste side.
Virksund Camping, Skipperkroen og Lystbådehavnen havde i fællesskab opstillet flere telte og tilbød muslingesuppe, fisketallerken, store pil-selv-rejer, østers og grillet ørred direkte fra gryden og grillen samt pølser, hvidvin og fadøl til særdeles fordelagtige priser.
Det var et populært tiltag, og mange kom for at spise, andre for at høre musikken, og alle nød den dejlige stemning og det pragtfulde vejr.
Til tonerne af spillemandsmusik, viser, traditionel irsk, skotsk, amerikansk og keltisk folkemusik, protestsange, balkan-, salsa- og zigeunermusik samt gedigen Skive-rock sænkede høstnatten sig over det glade selskab og bredte en glimtende stjernehimmel ud over fjorden med det blikstille vand og de mange lysende både langs kysten.
Søndag morgen var der folkemusikgudstjeneste ved Jakob Fløe Nielsen fra Rødding, og efter en hurtig kop kaffe i solen spillede musikerne op til en festlig afskedssalut på dækket.
Der var store roser til arrangørerne for en hyggeligt og vellykket arrangement, og mange opfordringer til at gøre dette til en fast tradition i løbet af de kommende år.