Det er en fornøjelse at bo i et landområde, hvor netop danske kerneværdier bliver holdt i hævd: Købmand, sparekasse, skole, forsamlingshus og kirke med det liv, der fylder hus og krop.
OG SÅ DET ÅRLIGE JULEMARKED.
Julen kommer igen til Thise lørdag d. 1. december.
Kl. 11 åbner vi forsamlingshusets døre, og vi kan garantere en underholdende dag med masser af indtryk til børn og voksne.
Børnene er et kapitel for sig:
De vil kunne bage pebernødder, klippe så alting går i fisk og forsamlingshuset kommer til at ligen et akvarium, spille i lotteriet med megamange gevinster, lave adventskranse og dekorationer (medbring selv lys og kranse), spise risengrød og drikke juleøl dertil og evt. købe en hjemmebagt kage.
Og alt imens vil forældre og bedsteforældre glæde sig over børnenes iver, mens de selv handler i de mange boder, køber en kop kaffe med kage, ser den gamle Thisefilm, som de måske kan købe/bestille til en billig penge, hjælper til med at lave adventskransen, spiller endnu mere i lotteriet og smager på børnenes pebernødder og risengrøden med en smørklat smør (rigelig med smør!) og til sidst køber en julegave eller en julenisse i de mange boder. Måske vil de endda selv ha´ en bod, som for en halvtredser kan bestilles ved bestyrelsen. De er også åbne for andre og nye ideer.
Sidst på dagen lukker vi forsamlingshuset ned, for da går vi ned på Thise Torv og ser Nisselandsbyen ved Maren (Thise Mejeri) blive illumineret, og vi ser julemanden komme til byen for at være med til at sætte lys i den endnu engang fornyede julepynt, der hænger på alle lygtepæle.
Og så er der jul i Thise – og så kan alle drømme gå i opfyldelse!