Mandag 12. november spiller ”Cirkus Fantastica” – en Sebastian Teaterkoncert – i Kulturcenter Limfjord. I 40 år har den danske trubadur, Sebastian, beriget danskerne med en skattekiste af sange, ”Du er ikke alene”, ”Rose”, ”Måske ku vi”, ”Den lille malkeko” og mange, mange flere.
Nu har han fået sin egen spektakulære teaterkoncert med 21 Sebastian-sange, der rækker fra ”Når lyset bryder frem”( 1972) til numre fra titelalbummet ”Cirkus Fantastica” (1979).
Forestillingen fortæller historien om en flok cirkusartister, som i deres vinterpause er strandet i en lukket og øde tivolipark. Det, der holder livslysten og modet oppe, er tanken om den kommende sæson, om de kommende numre og den cirkusforestilling, de nu skal skabe og skubbe cirkusvognen videre med.
Handlingen er rammen om Sebastians absolutte hits fra 70´erne og 80´erne. Sebastian selv er ikke på scenen, men det er hans datter, Sara Grabow, der synger hans sange sammen med Peter Belli. På scenen levendegøres længslen, håbet, kærligheden og Sebastians musik af et sammensat hold af sangere, artister, gøglere, musikere og skuespillere, heriblandt Ole Thestrup og Tammi Øst..
”Cirkus Fantastica” er en spektakulær teaterkoncert lagt i hænderne på den Reumert-belønnede schweiziskfødte instruktør, Rolf Heim, kendt for blandt andet „Nick Cave“ på Betty Nansen og Århus Teater. Han har sammen med Sebastians datter, Sara Grabow, skabt forestillingen, som har fået meget flotte anmeldelser.
I en særpræget og spændende scenografi med lysende kasser og afsvedne træer mod nattehimlen sidder 4-mands orkesteret, som ledes af Sara Grabows mand, Tomas Wisti Raae. Forestillingen er produceret af Folketeatret, og det er Skive og Omegns Teaterkreds, der arrangerer.
Teaterkoncert med 21 Sebastian-sange
Oprettet Kategorier Lokalt nytKommenter artiklen Kategorier:Lokalt nyt Tags:Skive