Da den populære skuespiller Waage Sandø for et par år siden stoppede som chef på Folketeatret, dannede han sammen med sin kone, Pia Jondal, et nyt teaterselskab, nemlig Teater 2.
Det er dette teaterselskab, der søndag 6. januar gæster Skive Theater med forestillingen ”Kvartetten”, et morsomt og rørende lystspil af Ron Harwood, hvor netop Waage Sandø og Pia Jondal er to af de fire medvirkende. De to øvrige er Paul Hüttel og Lotte Olsen.
Forestillingen har i anmeldelser fået benævnelsen ”sprudlende plejehjemskomik”, for handlingen er henlagt til et plejehjem for pensionerede kunstnere, og de fire har været operasangere i deres tidligere liv – før de nåede til den tredje alder.
På plejehjemmet går hverdagen med snak om de aldersbetingede skavanker, den svigtende hukommelse, støttestrømper, sex – samt bristede drømme og længsler efter fortiden.
De fire afblomstrede operasangere havde i sin tid stor succes i Verdis opera ”Rigoletto”, som de også indspillede på grammofonplade. Nu vil de prøve at være unge igen ved at synge kvartetten fra operaen ved den årlige fødselsdagsfest for Verdi.
Men stemmerne er jo ikke, hvad de har været, og de fires indbyrdes forhold viser sig at være fyldt med drama og forviklinger – men også en masse humor. Men naturligvis finder de fire en løsning på Kvartetten, så den kan gives for fuld musikalsk og sanglig udblæsning til sidst.
Sprudlende plejehjemskomik
Oprettet Kategorier Lokalt nytKommenter artiklen Kategorier:Lokalt nyt Tags:Skive