Ross-Teigan Legatets 4. nomineringskoncert Skive Theater søndag den 3. februar 2013 kl. 14 – 17.
I sommeren 2009 blev Ross-Teigan Legatet skabt på opfordring af Niels Ross-Teigan, der i samarbejde med Skive kommune, Skive Musikskole og en række erhvervsinteressenter etablerede et nyt og opsigtsvækkende musiklegat. Legatet råder nu på årsbasis over et samlet beløb på 200.000 kr.
Niels Ross-Teigan er gammelt bysbarn af Skive og nu grundlægger af firmaet Hitman der er Australiens mest succesfulde firma til bekæmpelse af skadedyr. Niels’ hjerte brænder for at give unge et positivt livsindhold gennem aktiv musikudøvelse.
Et af hans yndede slogans er: ”have You ever seen a real violinist rob a bank ?”.
Ross-Teigan Legatets formål er at stimulere, understøtte og konsolidere det talentarbejde, der med Skive Musikskole som omdrejningspunkt kan medvirke til at videreudvikle det eksisterende talentfulde musikmiljø.
Ross-Teigan Legatets midler udmøntes årligt således:
• Talentpriser for de 10 – 15 årige til en samlet værdi af 10.000 kr.
• Et rytmisk og solist uddannelseslegat for de 15 – 25 årige på hver 35.000 kr.
• Et klassisk og solist uddannelseslegat for de 15 – 25 årige på hver 35.000 kr.
• Et band/ensemble uddannelseslegat for de 15 – 25 årige på 50.000 kr.
• Herudover tildeler legatet fripladser på Skive Musikskole indenfor en ramme af 30.000 kr..
20 deltagere optræder ved dette års nomineringskoncert som repræsenterer en bred vifte de elever og genrer, der er med til at tegne musikmiljøet omkring Skive Musikskole 2013.
Nomineringskoncerten er optakten til Festkoncerten, søndag den 28. april 2013 i KulturCenter Limfjord, hvor priser og legater uddeles blandt de nominerede.
Koncertens dommere er
Christine Hagge Larsen, bratschist i Århus Symfoniorkester (klassisk)
Flemming Høgild Berg, musiker, dirigent og arrangør (rytmisk)
Legatets bestyrelse vil i koncertens pause være vært for en lille forfriskning.