På ”kunst-borger-mødet” den 23.01.2013 i Fursundsalen i Selde mødte en stor gruppe af interesserede beboere, medarbejdere fra Skive Kommune og Anders Bøge, Elke Mølgaard og Niels Ole O. Nielsen fra Skive Byråd kunstnerne fra Aarhus Kunstakademi.
De tilstedeværende blev budt velkommen af Margrete Møller, som mindede os om alt, hvad der er sket i byen siden Skive Kommunes byfornyelse startede i 2010. Hun talte for mange af de fremmødte, når hun udtrykte sin forventning til, hvad der nu vil ske, når en gruppe kunstnere ser på byen og dens beboere med ”nye øjne”. Det vil videreføre debatten om, hvem vi er og hvad vi står for.
Jens Eskildsen fra Skive kommune viste på et stort kort over Selde de forskellige projekter, som er gennemført og de, som er ved at tage form og gav så ordet til Esben Kullberg, rektor for Aarhus Kunstakademi, som gæster Selde for tredje gang.
Esben beskrev, at kunst i det offentlige rum er en ”særlig diciplin”, fordi den kunstneriske frihed skal spille sammen med de mennesker, som skal leve med kunsten til hverdag. Derfor er kunstnernes evne til dialog med beboerne af stor betydning og kan kun læres i praksis. Kunstprojektet i Selde er en gave til Aarhus Kunstakademi, men forhåbentlig også en gave til Selde, som kan gøre noget ved og for byen – skabe ny udvikling!
Derefter fulgte præsentationen af kunstnergruppen, som udgøres af Birgitte Kristensen, kunstnerisk leder af projektgruppen, Lene Noer, ansat som mentor og vejleder for de fire kunststuderende Pia Møller Light, Leo Sagastuy, Faranak Somi og Anne Katrine Graah Rasmussen , der iøvrigt allerede har afgang fra Akademiet og også andre afsluttede uddannelser.
Alle seks medlemmer at gruppen præsenterede sig selv og deres meget forskellige spændende værker – kunst er i dag meget mere end billeder på væggen og skulpturer- og der er grund til at være spændte på hvilke ideer, der kan virkeliggøres i Selde.
De sidste par uger har gruppen forberedt sig på mødet med borgerne i Selde.Vi hørte om deres første overvejelser vedr. kunstprojektet, men også at de snart ville komme igen og ”banke på dørene” i Selde!
Sidste del af mødet foregik i fire store grupper, hvor deltagerne diskuterede en række spørgsmål om liv og færden i byen, Der kom mangt og meget på bordet – det var det ”guld”, de tog med sig hjem!
Mødet afsluttedes med en film om et projekt, hvor en gruppe mennesker skabte nyt liv i et forfaldent hus. Nyt liv er målet!
Kunst i Selde: Dialogen med kunstnerne er i fuld gang
Oprettet Kategorier Lokalt nytKommenter artiklen Kategorier:Lokalt nyt Tags:Selde/Åsted