Efter flere år bag bøger, så Louise Cecilie Larsen frem til endelig at få lov til at komme ud og prøve teori i praksis. Den 3. januar i år startede hun i praktik hos Subziter, hvor hun blandt andet hjælper med årets iværksætter festival Bizz Up.
Louise Cecilie Larsen er 21 år og kommer fra Viborg. Hun startede på uddannelsen som markedsføringsøkonom på Erhvervsakademi Dania i Viborg direkte efter sin dimittering fra handelsgymnasiet i 2011. I forbindelse med den 2-årige uddannelse som markedsføringsøkonom skal Louise Cecilie Larsen, frem til 15. maj, være i praktik hos Lise Korsgaard, som driver marketing og event-virksomheden Subziter.
”Jeg er utrolig glad for at være i praktik hos Subziter, og synes allerede jeg har lært meget, som jeg kan tage med mig bl.a. vigtigheden af et godt netværk, og hvordan man bruger det optimalt, fortæller Louise Cecilie Larsen, som trods kun fire uger henne i praktikforløbet har været til mange møder og fået stort ansvar.
”Som iværksætter har man ofte mange bolde i luften og dagens program kan hurtig ændres, hvis der pludselig kommer noget vigtigere ind. Det har Louise allerede oplevet flere gange og arbejder utrolig godt ud fra det, fortæller Lise Korsgaard som har været selvstændig i knap to år.
I øjeblikket sidder Louise Cecilie Larsen og arbejder med guerilla marketing for en ”Gratis Camping”-event. ”Jeg er særligt interesseret i den utraditionelle tvist, i de ting Lise laver og i forbindelse med ”Gratis Camping” fik jeg selv frie tøjler til at udvikle en Guerilla Event, som jeg glæder mig meget til at implementere på Feriemessen i Herning inden længe”, fortæller Louise Cecilie Larsen.
Subziter har kontor i det tidligere SPARBANK Væksthus, som nu har ændret navn til STEP1, hvor Louise Cecilie Larsen sidder blandt andre travle iværksættere. ”Det er et meget inspirerende miljø at befinde sig i både i forhold til det inspirerende miljø i form af indretning, men også de utrolige spændende og søde mennesker omkring én. Det sociale, deling af netværk og sparring, der finder sted imellem iværksætterne her i STEP1 er helt unikt. Det er jo guld værd for mig at sidde et sted hvor jeg ikke kun lærer min praktikvirksomhed at kende, men faktisk pludselig får en stribe af virksomheder i mit netværk, fortæller Louise om sin fysiske placering. Da Lise Korsgaard arbejder som koordinator i STEP1, har Louise Cecilie Larsen også været med under udvikling af ny identitet i forbindelse med navneskiftet.
Det meste af praktiktiden går dog med at planlægge de kommende iværksætterfestivaler, hvor Louise Cecilie Larsen både har arbejdet med grafisk arbejde, som hun håber at komme til at leve af på sigt, kontakt til kunder og idéudvikling af koncept og program.
”Bizz Up festivalerne, som jeg hjælper med, afholdes i Randers, Favrskov, Fyn og ikke mindst Skive som finder sted d. 15. maj. Det er rigtig spændende at få lov til at være med ind over, og jeg er helt sikker på, at det bliver nogle meget spændende og lærerige iværksætterfestivaler for både udstillere og besøgende, men i den grad også for mig.” slutter Louise Cecilie Larsen som inden dimittering til sommer skal skrive afsluttende hovedopgave med henblik på sit praktikforløb.