25 år med idræt – jubilæumsfesten d. 15. juni.
For 26 år siden mødtes Jan Gram og Knudga på stranden under en løbetur. ”Go´dag og hvem er du?” – snakken endte med en kop kaffe.
Og fra at være Thise Friskoles Gymnastikafdeling, som havde set sin spæde start året før, blev M88 (Motionsforeningen af 1988 i Thise) skabt med lyst til at skabe en alternativ motionsforening med spændende tilbud i næsten enhver idrætslig retning. Dog uden de normale kærnesportsgrene: fodbold og håndbold. Rapelling, skak, squaredance, orienteringsløb, atletik, tennis, optimistjollesejllads og meget andet så dagens lys – og noget forsvandt igen.
I 1996 byggede Friskolen sin egen hal i samarbejde med M88, og nu blev Friskolens varemærke: idrætten, virkelig folkeeje i Thiseområdet, og det nye motionsrum trak folk af huse fra det ganske, danske Salling. I et område med omkring 300 mennesker voksede klubben sig stor med et medlemstal på over 400, der blev til over 1000 aktivitetsmedlemmer.
I år er det så 25 år siden, og klubben har stadig samme medlemstal, og er blevet kendt og respekteret for måden at drive en motionsklub.
Kontingentsystemet med bl. a. familiekontingent, der skal sikre en billig og effektiv måde at dyrke idræt i hele familien, er blevet kopieret og overtaget af mange andre.
Åben Hal har det nok lidt sværere i de kommunale eller selvejende haller, men i Thise er hallen åben hele året fra 7 morgen til 22 aften, og mange familier benytter netop den facet til et besøg i hallen med idræt i weekender.
Og lørdag d. 15. juni skal det fejres.
Dagen starter ved fårefolden i Sdr. Thise, og derfra er der motionsture af enhver art, så man kan selv vælge naturtur en times tid: spadseretur, løbetur, cykeltur, kajaktur.
Ved frokosttid mødes alle på stranden til lidt grill mm, og så skal der bygges tømmerflåder, spilles beachvolley og petanque, laves sandslotte og Peter Pedal både, en flaskepost skal sættes til havs og måske bliver det vejr til at lege på surfbrædder.
Hjem til middagssøvn, vask og anden pleje foran spejlet, for aftenfesten i hallen bliver flot med bøgegrene, afdækninger, scene mm.
Og så tager vi hul på de næste 25 år.