Der blev inviteret til grillaften i Åndehullet i Selde, “hvis vejret tillader det”. 1½ t før vi skulle starte så det lidt grumset ud i vejret, men grillen blev tændt, for det var jo nok kun nogle skyer der ville flyve væk igen.
Og heldigvis holdt skyerne sig tørre, mens folk strømmede til Floutrupvej.
40 deltog med madkurven – der var deltagere fra 1 år til 80 år og vi kunne alle være inde i madpakkehuset – nyt ord jeg lige har lært fra Fur, men vi har haft vores i mange år nu. Og heldigvis at alle var “inde”, for lige pludselig kom der en gevaldig byge.
Efter et par timer tog de fleste hjem igen, men snakken havde gået på tværs af generationerne og med nye og gamle bekendte.
Nu håber Åndehullets bestyrelse på gentagelse af succesen ved Skt. Hansarrangementet, som er levebrødet for vores plænetraktor, idet der denne aften vil blive solgt investeringsbeviser til 50 kr. pr. stk og der vil være udtrækning af sponsorgaver – som byens handelsstand plejer at give.