Onsdag d. 8. januar tager Park- og Vejafdelingen i Skive Kommune – som de første herhjemme – en lastbil på naturgas i brug. Den første danske lastbil på gas kommer på gaden som led i et samarbejdsprojekt mellem Energibyen Skive og HMN-koncernen, som er Danmarks største gasselskab. Samarbejdet er afledt af Energibyen Skives deltagelse i projekt Implement, der har fokus på at udvinde og udvikle gas til transport i Skandinavien.
Udover den ca. 12 tons tunge gas-lastbil, der bl.a. skal fragte sand rundt, har Skive Kommune også erhvervet sig en varebil, der køre på gas. Både lastbilen og varebilen vil kunne tanke gas på gastankstationen, der blev etableret i Skive i foråret 2013.
Næsten 20 EU-lande har i løbet af de seneste fem år har introduceret lastbiler på naturgas og biogas (som er CO2-neutral), og i de fleste af landene er antallet stigende. Men det er først nu, at Danmark nu kommer med på vognen. Det samlede antal af lastbiler på gas i EU-landene er nu ca. 5.500. F.eks. er der ca. 600 i Sverige, mens lande som Frankrig, Spanien og Italien hver har over 1.000 gas-lastbiler.
Skive er en i rækken af danske kommuner, som nu introducerer gaskøretøjer, herunder lastbiler og busser, på gas. Køretøjerne skal i første omgang køre på naturgas, og senere delvist eller helt på biogas – se kommune-tabellen nedenfor.
”Vores nye lastbil på gas er endnu et skridt på vejen til at gøre Skive Kommune CO2-neutral i 2029. I første omgang vil CO2-besparelsen være beskeden ved at skifte fra diesel til naturgas. Men senere skal lastbilen – ligesom alle vores andre nye gaskøretøjer – jo i stigende grad over på biogas, som er CO2-neutralt. Og så bliver klimagevinsten til at tage og føle på”, siger Skives borgmester Peder Chr. Kirkegaard (V).
Også andre kommuner på trapperne med lastbiler på gas, oplyser HMN-koncernen, som ejes i fællesskab af 57 kommuner i Midt- og Nordjylland samt i hovedstadsområdet. F.eks. har HMN-koncernen indgået aftaler med kommunerne i Ringkøbing-Skjern, Varde og Frederikssund om gastankstationer til bl.a. skraldebiler. Alene i Ringkøbing-Skjern og Varde kommer der nu – via renovationsselskabet ESØ 90 I/S – i første omgang seks skraldebiler og på længere sigt 30 lastbiler på naturgas og biogas.
”Der tales meget om el til personbiler. Men når det gælder tunge køretøjer som lastbiler og busser, er naturgas og biogas mere oplagt. De store køretøjer kører nemlig længere på gas end el. Og snart kommer der jo langt mere biogas ud i naturgasnettet, og det reducerer CO2-udledningen. Danmarks naturgasnet er et af de mest vidt forgrenede i verden, og vi kan lave gastankstationer næsten overalt herhjemme. De første er allerede opført, og flere er på vej. Dette er i overensstemmelse med regeringens mål om en mere klimavenlig transportsektor”, siger administrerende direktør Susanne Juhl fra HMN-Naturgas I/S.
”Vi håber, at de ting, vi nu sætter i værk, kan give inspiration og fjerne noget af den usikkerhed om gasdrevne køretøjer, som hersker i Danmark. Vi er i dialog med en række kommuner og har allerede lavet de første aftaler. Når det gælder lastbiler, er det især skraldebiler, som kommunerne vil have over på gas”, tilføjer Susanne Juhl.
Også Københavns Kommune, der har lavet en aftale med energiselskaberne E.ON og OK, er på vej med gasdrevne skraldebiler. Det samme gælder Fredericia Kommune, der er gået ind i et samarbejde om en gastankstation med Bionaturgas Danmark A/S.
Folketinget har i forbindelse med energiforliget fra 2012 afsat 20 mio. kr. til udbygning af infrastrukturen til gas til transportformål