Fredag d. 14.02.14 lagde Da Winti hus til et møde med tre medarbejdere fra konsulentfirmaet ”Bygningsarv” i København. Der skal skrives en bog om betydningen af ”ildsjæle” i områdefornyelsesprojekter.
Det er Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter, som betaler for denne publikation, hvor holdet fra ”Bygningsarv” skal besøge ti udvalgte projekter i Danmark. Man ønsker at komme på sporet af, hvilke forhold der skal til, for at mennesker bliver motiveret til at deltage aktivt i områdefornyelsesprojekter, og hvad deres indsats betyder for projekterne.
Mødet var blevet organiseret gennem Teknisk Forvaltning i Skive Kommune. ”Hvad får I selv ud af det arbejde, I laver?” og ”Hvad håber I på, at der kommer ud af dette arbejde”? Svarene på disse og lignende spørgsmål er forskellige, men fællesnævneren kan sammenfattes:
Vi håber, at områdefornyelsesprojekterne, som spænder vidt, kan give fornyede fremtidsperspektiver og energi til at skabe gode fællesskaber og nye tiltag på hele egnen.
Vi har også et håb om, at kunstprojekterne, udover det kulturelle løft de giver vores område, kan skabe omtale og interesse, så folk får lyst til at besøge os og opdage de mange kvaliteter, vi råder over i Selde og den omgivende egn.
Man er jo lidt stolt, når man kan vise en flok Københavnere en lille landsby med en stor idrætshal, boldbaner mm, en fin skole med legepladser og ”Skoleskov”, en meget smukt restaureret kirke, en avanceret skulptur, en velholdt Brugs, et lille fint anlæg med bålplads, et moderne ældrecenter, Da Winti med udsigten over Selde Vig – alt sammen på 30 min.
Ny interesse for områdefornyelsen i Selde
Oprettet Kategorier Lokalt nytKommenter artiklen Kategorier:Lokalt nyt Tags:Selde/Åsted