Det lokale radikale folketingsmedlem på Skive-egnen, Andreas Steenberg, har kæmpet for, at Skive skulle beholde sit skattecenter og de arbejdspladser, som der er. Han har holdt møde og flere gange taget fat i sin partifælle, skatteminister Morten Østergaard, for at overbevise ham om at bevare centeret. Derfor var Steenberg (R) også meget glad, da han fik besked om bevarelsen onsdag, som i dag er blevet offentliggjort.
’Skive har mistet mange arbejdspladser, så jeg er glad for, at det er lykkedes at bevare dem her, og jeg er glad for, at Morten Østergaard har lyttet til mig og mange andre, ‘ siger Andreas Steenberg (R) og fortsætter:
’Skive ligger jo geografisk midt i Jylland og i fornuftig afstand fra Thisted/Mors, Viborg, Holstebro og Randers. Det var de argumenter, der sikrede bevarelsen, ‘ siger Andreas Steenberg (R).
Ros til byråd og borgmester.
’Jeg vil gerne sige tak for samarbejdet med byrådet og Borgmester Peder Christian Kirkegaard (V). Jeg har været rigtig glad for samarbejdet – det er vigtigt at vi står sammen på tværs af partier. Der har været brugt saglige argumenter og støtten fra Viborg var rigtig vigtig’, siger Andreas Steenberg (R).