Vine fra dansk Beaujolais-vinbonde landet hos Wøldiche vine
Det er nu muligt at købe beaujolais vine fra danske Anne Guignet, der er opvokset i Salling, hos Wøldiche Vine. Både røde klassiske beaujolais vine (gamay-druen) samt en hvid på chardonnay-druen.
Domaine de la Combe Darroux drives af Anne og Pascal Guignet, der i 1989 overtog og videredrev vingården. Anne besøger Salling flere gange om året. Under disse besøg fortæller hun gerne om livet som vinbonde i Frankrig samt orienterer om gården dejlige vine.
Besøg i vinklubben Jeanne d’Arc
»I forbindelse med Annes seneste besøg i Danmark talte vi sammen, fortæller Jeanne Søgaard, Wøldiche Vine. Jeg fortalte Anne om Jeanne d’Arc Vinklubben og spurgte om hun kunne tænke sig at deltage i et af efterårets arrangementer, da klubbens medlemmer gerne vil have besøg af en ”ægte vinbonde” fra et af de klassiske vinlande. Heldigvis sagde Anne straks ja, og hun deltager således ved et arrangement i uge 45. Efterfølgende kunne det være spændende, hvis klubben så besøgte Anne på Domaine de la Combe Darroux i det smukke Beaujolais«, smiler Jeanne Søgaard.
Men allerede nu er et udvalg af vingårdens produkter at finde i butikken og sommeren er en super god anledning til at smage på netop disse vine, da Beaujolais egner sig særdeles godt som alternativ til hvidvin eller som ledsager til fisk.
En lokal succes
Den lokale vinklub for kvinder, der blev etableret i efteråret ’13, har i dag ikke mindre end 96 medlemmer – og der kommer fortsat nye til. Det er ifølge Jeanne Søgaard således en kæmpe succes at kombinere kvinder, viden og dejlige vine.