Det er efterhånden en tradition på Fur, at man dér fra den første søndag i advent og julemåneden ud kan se engle på Fur. Man skal ikke engang være troende for at se dem, for de står rundt omkring på vejene fra Stenøre, hvor man kommer ind med færgen, og så ud langs de større veje.
Her er både faldne engle, alvorlige engle, smukke engle, – ja engle i mange afskygninger. Forskellige som vi mennesker, som de besøger i december.
Det er foreningen Furkunst.dk, som står bag englene. 26 engle i alt er lavet ud fra en fælles skabelon og derefter udsmykket individuelt af foreningens kunstnere helt efter den enkelte kunstner lyst og ide. ”Vi har en ret cementeret opfattelse af, hvordan en engel ser ud, og derfor har vi lavet en skabelon, som helt lever op til den traditionelle engel. Kunstnernes udfordring ligger i at vise os, hvordan deres billede af en engel ser ud. Og skabelonen viser sig, at kunne rumme mange spændende fortolkninger af hvordan en engel kan se ud”, siger Troels Madsen, som er formand for Furkunst.dk.
I øvrigt kan englene også, som de engle de er, lyse op i mørket. De er nemlig alle også udsmykket med refleksbånd, så de også om aftenen og natten er synlige for de, der kommer forbi.
Ligesom Furkunst.dk hvert år i maj-oktober udsmykker Fur med de efterhånden landskendte fisk, syntes foreningen, at der også skulle være noget at se på i den mørkeste tid og derfor er hensigten med englene udover at markere julen, at kvikke op i december måned. Vække glæde og forundring.
Englene kan ses fra d. 1. søndag i advent og til lige før nytår, hvor de flyver væk igen. De bryder sig ikke om krudtrøg!