Baggrunden var alvorlig, da brødrene Kenneth og Henrik Thoft Andersen etablerede deres virksomhed Thamus tilbage i juli 2015. De oplevede mange udfordringer med faldulykker og fik selv en alvorlig en af slagsen helt tæt på.
’Vi kunne se, at der var et stort problem med faldulykker’, begynder Henrik Thoft Andersen som ejer Thamus sammen med sin bror Kenneth. ’Samtidig blev det pludselig meget virkeligt, da vores mor blev udsat for en alvorlig faldulykke i forbindelse med en ferie i Østrig’.
Brødrenes mor faldt halvanden til to meter ned af en trappe og slog sit hoved og øje og måtte igennem kompliceret operation på Skejby Sygehus, som blandt andet involverede en 3D printet ’knogle’.
Han forklarer videre, at moderens ulykke var en af flere inspirationskilder til opstart af virksomheden. Et fællestræk for inspirationen var, at brødrene ønskede at bidrage til et mere sikkert arbejdsmiljø i Danmark.
I første omgang har Thamus’ fokus været mod faldulykker på arbejdspladserne. Og her viser Arbejdstilsynets statistikker, at der er noget at komme efter.
Arbejdsmiljøcenter Midt-Vest, der er autoriseret arbejdsmiljørådgiver oplyser, at der årligt registreres ca. 12.000 faldulykker på de danske arbejdspladser. Centrets direktør, Thomas Rosenkrands, understreger, at dette tal kun gælder registrerede arbejdsulykker, som har givet minimum en sygedag. Det reelle antal faldulykker på de danske arbejdspladser er derfor langt større, forklarer han.
Selvom Thamus startede med at fokusere på arbejdspladsernes faldulykker, så oplever brødrene Thoft Andersen i dag, at der er en stødt stigende interesse fra private kunder.
’Måske hænger det sammen med, at folk er mere derhjemme og har tid til at få gjort noget ved hjemmet. I hvert fald oplever vi lige nu en fin søgning fra private på vores webshop’, oplyser Henrik Thoft Andersen afslutningsvist.