Da Cinema4 i KulturCenter Skive i begyndelsen af maj omsider slog dørene op efter den anden bølge af corona, var situationen for de danske biografer uden fortilfælde i historien.
Programmet var fuldt af gentagelser. Skeptikere frygtede derfor, at publikum ville svigte, men sådan er det langt fra gået.
– Tværtimod, lyder det fra biografchef Martin Sørensen i Cinema4.
Mange manglede stadig at opleve to af de helt store danske film – ”Retfærdighedens Ryttere” af Anders Thomas Jensen og ”Lille Sommerfugl” af Søren Kragh-Jacobsen.
I år er der den første tid efter genåbningen solgt en del flere billetter end i samme interval ved sidste års genåbning.
– Det skyldes flere ting. Stort set alle i vores samfund har lært at forholde sig til de særlige forhold og restriktioner, som pandemien har medført. Herunder har det igangværende vaccineprogram helt sikkert også været med til at få folk til at føle sig mere trygge og så har de fleste af os et stort behov for at føle os frie igen, vurderer biografchefen.
Martin Sørensen forventer en travl sommer, da der under covid-19 er opstået noget nær en flaskehals af længe ventede premierefilm – ”Fast & Furious 9”, ”Smagen af Sult”, ”Ternet Ninja” og ”Pagten”.
Og så er der den nye Afdeling Q-film, ”Marco Effekten”, som Martin Sørensen kan tælles blandt de første i landet, der så.
Og det var en oplevelse, som Martin Sørensen håber, at mange vil give sig selv, da Nikolaj Lie Kaas i rollen som Carl Mørck afløses af en anden danske stjerne – Ulrich Thomsen.
Biografchefen er spændt på, om ”Marco Effekten” får samme, folkelige succes som de fire foregående film, der baserer sig på Jussi Adler-Olsens krimier.
– Jussi Adler-Olsen har aldrig lagt skjul på, at han ikke var helt tilfreds med de første film, så nu bliver det interessant at se, hvad publikum mener om det nye hold skuespillere og det nye udtryk i filmen, siger Martin Sørensen.