Søndag den 12. marts var der næsten 600 mennesker i Salling Hallerne i Roslev. Årsagen var, at gymnastikudvalget i Roslev Idrætsklub havde arrangeret gymnastikopvisning. Og der var stor opbakning fra både tilskuere og gymnaster. Formand for gymnastikudvalget Anne Kirstine Kristensen forklarer:
’Gymnastikopvisningen gik over al forventning: Der var 320 betalende gæster og ca. 250 aktive gymnaster fordelt på 6 hold’, begynder hun. ’Vi synes selv, at alle hold gjorde det rigtig flot. Vi har nogle trænere, som brænder for gymnastikken, og de er gode til at lave flotte opvisningsprogrammer’.
Det store hold fra Lyngs Idrætsefterskole indledte opvisningen efter den traditionsrige indmarch. Efterskolens elever imponerende især tilskuerne med deres springgymnasters kraftfulde spring. Herefter var det gymnaster i meget varierende størrelser, der på skift indtog hallens gulv – dog med det tilfælles, at de alle modtog stående bifald fra de engagerede tilskuere.
Opvisningen sluttede med fælles udmarch efter ca. 2 timers opvisning.
Anne Kirstine Kristensen oplyser afslutningsvist, at 2 af de lokale hold (Springlopperne og Roslevholdet) skal til Skive lørdag den 18. marts og lave opvisning til DGI-opvisningen.
Gymnastikopvisningen var arrangeret af Roslev Idrætsklubs gymnastikudvalg og med Spar Nord og SuperBrugsen i Roslev/OK som hovedsponsorer.
De 6 deltagende hold var: Lyngs Idrætsefterskole, Familiemix, Seje Tøser & Frække Fyre, Durup IF Ungdomsspring, Springlopperne og Roslevholdet. Desuden bød maskotten Frønse børnene op til dans godt halvvejs i opvisningen.