Lørdag den 5. november bliver Skive Theater omdannet til et kæmpe shoppingscenter, når mere end 30 lokale butikker, web-shops, pop up shops m.v. flytter deres butik ind i centrum og Skive Theater for en dag.
Bag selve eventet står Helena W. Pedersen og Morten Riisgaard, som til dagligt selv har virksomheder i Skive. Det overordnede tema er, at vi skal huske at handle lokalt og støtte de spændende virksomheder, som vi har her på egnen. Efter ideen er begyndt at tage form, så har vi virkelig fundet ud af, hvor mange små, lokale butikker der ligger i området, og som vi ikke vidste vi havde, udtaler Helena. Mange af de virksomheder, som er repræsenteret i Skive Theater den 5. november er ligeledes virksomheder, som ikke nødvendigvis er begunstiget af kunder, som kommer forbi hver dag, men som i den grad fortjener opmærksomhed, og det er så det, vi vil prøve at være med til at give dem denne dag, fortsætter Morten.
Der er ikke nogen bestemt genre for de virksomheder, der er repræsenteret på dagen, men med mere end 30 forskellige, så vil der helt sikkert være noget for enhver smag, og man vil helt sikkert kunne gøre en god handel.
Samtidig kan man også møde folkene og ildsjælene bag samt være med til at øge kendskabet til det fantastiske lokale handelsliv, som vi har i Skive og omegn.