Af: Knud G Andersen
Der gik en måge over scenen!
Efter den passage fortsatte ”Det Piperske Teaterselskab” optagelserne til en stumfilm om det kendte drama om forliset af en større, kendt passagerdamper i det iskolde Nordatlant under mottoet: Dramaer er altid underholdende.
Udpluk af publikums reaktion:
– ”Det er fantastisk”
– ”Jeg har læst bogen!”
Det var der vist ikke andre, der havde.
Men forårsfesten blev skudt i gang med en times intens drama i stumfilmsstudiet med et polsk vidunderkamera – pleografen -, og efter optagelserne var der næppe mange, der vil glemme den.
”Det Piperske Teaterselskab” havde 10 års jubilæum. Det var der nu ingen, der vidste, men alligevel blev manuskriptforfatterne og tovholderne Ole Nissen og Daniel Stisen behørigt begavet efter præstationen.
Og så fortsatte forårsfesten mens mørket lagde en svalende hånd omkring den stadig intensere stemning i forsamlingshuset.