Biogas er en del af løsningen
Den seneste tid har man kunnet læse om 15.000 forskere, der advarer menneskeheden om klodens tilstand. De fortæller, at hvis vi ikke for alvor bremser op i forhold til brug af fossile brændstoffer nu, kan det meget snart være for sent i forhold til at redde den klode vi kender i dag. Et af midlerne i denne kamp for klodens miljø er biogas. Og netop biogas var den 8. og 9. november omdrejningspunktet for en stor skandinavisk konference. Undervejs på konferencen stillede man sig også spørgsmålet: ’Hvordan når vi FN’s klimamål i 2030?’.
Efter en konferencedag med flere end 30 forskellige indlæg om erfaringerne med biogas, sluttede man af med spørgsmålet ’Hvordan når vi vores energimål i 2030?’. Dette vigtige spørgsmål blev taget op af direktøren for miljøtænketanken Concito, Christian Ibsen.
Han var ganske enig med de forskere som nogle dage senere kom med den dystre advarsel til os alle. For hvis ikke vi i 2030 skal lægge vores livsstil radikalt om, er der behov for, at vi allerede nu gør langt mere for at begrænse den globale temperaturstigning til 2 grader inden år 2100. Han viste blandt andet en graf, der illustrerede, at vi var begyndt at se reduktion i Co2 udledningen, men slet ikke nok til, at det blot tilnærmelsesvist bliver realistisk at holde temperaturstigningen på 2 grader.
Undervejs i sit oplæg pegede han på flere indsatser, som han anså for afgørende, hvis man skulle opleve en mærkbart reduktion – og derved imødekomme de tusindvis af bekymrende forskere. Især pegede han på de strukturelle ændringer som afgørende og dermed ændringer, der lagde op til en helt andet måde at agere på i stedet for blot at forsøge at reducere udledningen. Samtidig pegede han på, at det var ligeså betydningsfuldt, at afgiftssystemet afspejler de klimamæssige mål, man sætter sig.
Netop det med at sætte sig klare overordnede mål, blev også fremhævet som et af de væsentlige indsatsområder i forhold til en succesfuld grøn omstilling. I denne forbindelse er det også vigtigt at gøre sig forestillinger om antallet af arbejdspladser, der kan skabes og samtidig indregne energiforbruget under udviklingen af den grønne energi.
Biogas er nemlig ikke den eneste vej til et mere bæredygtigt klima. Christian Ibsen afsluttede sit oplæg med at opfordre alle konferencedeltagere til at lægge sig i selen for en fortsat udvikling af biogasteknologierne, idet disse er i løbende konkurrence med andre grønne energiformer om at være det bedste svar på den grønne omstilling.
Baggrundsinformation
Biogas2020 er et skandinavisk biogasprojekt, der handler om at styrke samarbejdet omkring udnyttelsen af biogas. Selve konferencen er et led i dette samarbejde. Skive Kommune er via Energibyen Skive en aktiv del af projektet.
Interesserede kan finde flere oplysninger på projektets hjemmeside: https://www.biogas2020.se