Skive Kommune afsøger flyttemønstre til og fra egnen nærmere i en undersøgelse, som skal vise, hvad der gør Skive til en attraktiv kommune
I disse dage modtager små 900 nytilflyttede borgere et spørgeskema, hvor svarene skal give Skive Kommune værdifuld viden om, hvorfor de netop har valgt at slå sig ned i Skive.
Begrundelserne for at vælge Skive er sikkert mange; arbejde, familie og venner, gode institutioner, billige boliger, kultur, gode uddannelser, grønt image og mange andre forhold. Undersøgelsen vil også vise, hvor i kommunen borgerne er flyttet til, og om de overvejede andre kommuner, samt hvor de fik informationer om Skive Kommune fra.
Sideløbende er der desuden sendt et spørgeskema ud til cirka 900 fraflyttede borgere, da det også er vigtigt at få belyst, hvorfor de er flyttet fra kommunen. Er det bedre jobmuligheder, uddannelsesmuligheder, Cafémiljøerne i de større byer, udlandet eller noget helt andet der trækker?
Skive Kommune vil gerne tiltrække nye borgere, og med undersøgelsen kan vi få en større viden om, hvad der gør kommunen attraktiv. Ligeledes er det vigtigt at få viden om, hvorfor borgere flytter fra kommunen, og hvor de flytter hen.
Undersøgelserne kommer til at give et godt billede af, hvad der er de vigtigste parametre hos dem der flytter til, og dem der flytter fra kommunen. Til sammen vil det give et kvalificeret vidensgrundlag, som kan gøre os endnu dygtigere til at målrette bosætningsindsatsen.
Undersøgelserne vil blive foretaget kontinuerligt, således at vi over tid kan se, hvilken effekt vores indsats har.
Vi håber, at mange borgere vil udfylde spørgeskemaet og hjælpe os med at blive bedre til både at fastholde borgere og til at tiltrække nye.