”Meetings” – International kunst møder Midt- og Vestjylland
1.-10. september 2017
Fur Fossiler 55.000.000 år
Nederby 28, 7884 Fur
Hvad kommer der ud af et møde mellem en israelsk videokunstner og en museumsgenstand fra Fur?
I oktober 2016 var Juval Yairi på besøg på Fur. Museumsinspektør John Brinch Bertelsen, MUSEUM SALLING, havde fundet en museumsgenstand frem. Det var en frønnet åre af træ; den var brugt ved Fursund Færgeri indtil 1908. Juval opmålte åren og de næste par dage filmede han på Fur ledsaget af Troels Madsen, der er formand for foreningen FurKunst.dk. Også andre furboer hjalp til under optagelserne. Da Juval vendte tilbage til Israel, fortsatte han arbejdet.
John Bertelsen fortæller: ”Det er blevet til en tankevækkende film, hvor en museumsgenstand løftes ud af fortiden og tager på en forunderlig rejse, der går langt ud over det lokale og sætter kurs mod fremtiden.”
Juvals video om åren fra Fursund kan ses på museet på Fur fra 1. til 10. september indenfor normal åbningstid.
Det er kunst af høj, international kvalitet, når 62 kunstnere fra 21 lande viser 64 værker 26 steder i Midt- og Vestjylland under video- og performancefestivalen ”MEETINGS”. Værkerne vises på utraditionelle lokaliteter som lader og udhuse.
Omdrejningspunktet for ”MEETINGS” er mødet mellem internationale kunstnere og Midt- og Vestjyske lokaliteter. 13 kunstnere har opholdt sig i Midt- og Vestjylland i kortere eller længere tid, og på baggrund af dette ophold har de skabt nye kunstværker med udgangspunkt i mødet med lokaliteten og dets beboere.
”MEETINGS” er organiseret af foreningen ET4U i samarbejde med en lang række andre foreninger, institutioner og frivillige, og projektet er støttet af Kulturaftalen for Midt- og Vestjylland 2015-2018, Region Midtjylland, Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017, Lemvig Kommune, Det Obelske Familiefond og Statens Kunstfond.
Hele programmet for ”MEETINGS”-festivalen kan findes på:www.et4u.dk