Takket være fornem støtte fra Slots- og Kulturstyrelsen lykkedes det Museum Salling at købe to spændende malerier på Bruun Rasmussens kunstauktion. Malerierne er skabt af maleren Christen Dalsgaard, som i sidste halvdel af 1800-tallet blev kendt for sine nationalromantiske folkelivsskildringer, hvilket museets to nye erhvervelser er fine eksempler på. Begge værker kredser om emnet, at skrive brev. Maleriet med titlen ”Ung pige, der skriver brev” viser os en meget ung pige, der sidder bøjet over papir og pen ved et bord, dybt koncentreret. Over pigens hoved strømmer sollyset ind gennem et vindue, og gennem vinduet helt ude i horisonten ser vi et landskab med skrænter på den anden side af fjorden. Måske er der tale om udsigten fra Salling over Limfjorden? Det andet maleri har titlen ”Jo, han har Brev”. En ung kvinde og en ældre mand står i en slags port i en landlig bygning. Kvinden, som tilsyneladende er blevet forstyrret i arbejdet og tørrer hænderne af i forklædet, kigger forventningsfuldt over på manden, som stikker hånden ind i brystlommen for at finde et brev frem. Bag dem ser vi ud gennem en døråbning, hen over en gul, bølgende kornmark. Helt ud i horisonten ser vi de skrænter, der er så karakteristiske for Limfjordens kyster. Christen Dalsgaard var født og opvokset på herregården Krabbesholm ved Skive og uddannet på Det Kgl. Danske Kunstakademi. Han var en af landets fornemme repræsentanter for det nationalromantiske genremaleri, han blev tegnelærer ved Sorø Akademi og titulær professor ved Kunstakademiet. Hans værker befinder sig på mange af landets kunstmuseer. De to nyerhvervede malerier vil indgå i Museum Sallings kunstsamling, som i forvejen rummer mere end 300 numre af Christen Dalsgaard: Malerier, tegninger, skitser og forstudier. Begge værker befinder sig hos Kunstkonserveringen i Silkeborg, men de vil blive præsenteret for Skive Museums gæster, så snart det er muligt. Christen Dalsgaard, Jo, han har brev, 1881 (Foto: MUSEUM SALLING)
”Jo, han har brev”. To malerier af Christen Dalsgaard til Museum Sallings kunstsamling
Oprettet Kategorier Lokalt nytKommenter artiklen Kategorier:Lokalt nyt Tags:Hele Skive-egnen