Det er ikke gået ubemærket hen, at dette års Sundsøre Festival desværre ikke kan afholdes. Men hverken lokalområdet eller de gæve festivalgæster bliver snydt for tre dage med fantastisk musik. Salling Camping var omstillingsparate, og har nu stablet en festival på benene.
En lille erstatning for den traditionsbundne weekend
Det er ikke kun festivalgæsterne der ærgrer sig over, at der i år ingen fest bliver ved Junget Strand sidste weekend i juli. Også forenings- og erhvervsliv, her i blandt den lokale campingplads, har denne weekend som et vigtigt arrangement i kalenderen.
– Her på campingpladsen plejer vi at holde forfest, med live-musik og hele svineriet. Men i år bliver det uden den store festival på stranden, fortæller Peter Haubo Korsgaard, som plejer at have pladsen fuld af glade festivalgæster denne weekend.
– Vi har stadig mange gæster, det er jo midt i vores højsæson, men vi mangler da stemningen som festivalen giver os, fortæller lejrchef, Peter Haubo Korsgaard.
Det har åbnet nogle muligheder, som Salling Camping har benyttet sig af og holder derfor Junget Festival i den sidste weekend i juli.
– Det er en sølle erstatning, men dog en erstatning, som også kan give lidt til foreningerne. Det er ikke nogen hemmelighed at Sundsøre Musik Festival betyder rigtig meget for vores lokalsamfund. Det er her folk mødes og foreningerne får lidt penge i kassen. Vi vil gerne forsøge at leverer et lille plaster på såret, for vores mange gæster, som besøger vores campingplads, selvom de ikke kan bruge deres billet til Sundsøre Musikfestival i år, fortæller Peter Haubo Korsgaard.
Tre dage med musik med blandet musik
Junget Festival starter torsdag den 28. juli og slutter lørdag den 30. juli.
Torsdag den 28. juli kan gæsterne bl.a. møde The Færks, som er to fantastiske skolelærer, der giver den gas med musik fra 80’erne og 90’erne og ligger op til fællessang. Benne kommer og underholder på kaffekande og redekam. Henrik H. Nielsen spiller nogle af sine fantastiske numre på guitar. Fredag den 29. juli starter MuSix, et 5-mands-band spiller op til dans med musik fra de sidste 50 år. Kings Of Rock kommer fredag aften, og spiller den fede rock på den helt rigtige måde – med de mest sublime rockmusikere man kan opdrive i dette land.
Lørdag den 30. juli om eftermiddagen kan du opleve FestFabrikken hvis repertoire indeholder alt det, du forbinder med festival. De spiller alt fra sømandsviser til pop, og de gør det på fornemmeste vis. Showet leveres med musikalsk overskud og højt humør, der virker som en magnet på dansegulvet. Lørdag sluttes af med ikke mindre end Hvide Løgne, som turnerer rundt i hele Danmark og de leverer en kæmpe fest med musik fra 80’erne og 90’erne.
Se det fulde program og køb dine billetter her
Kun begrænset billetter til salg
Salling Camping har ikke plads til så mange mennesker som på Junget Strand, men de forventer stadig en helt del mennesker denne weekend.
– Sidste år havde vi ca. 500 til vores traditionelle forfest. I år har vi skruet op for musikbudgettet og valgt at tage en lille 100-kroneseddel – 200 for alle tre dage – faktisk på opfordring af flere stamgæster, fortæller Peter Haubo Korsgaard. Han håber på lidt flere end sidste år, med det indkøbte musikprogram som nu er spredt ud over tre dage-
– Vi glæder os til at mærke den glade og festlige stemning en festival har med sig og håber på godt vejr, slutter Peter Haubo Korsgaard.
Vil du overnatte så book din plads på www.sallingcamping.dk