Det har været en fantastisk sommer i galleriet og vi er glade og fortrøstningsfulde efter coronakrisen. Men det er ikke slut endnu. I kan glæde jer til en flot efterårsudstilling, hvor vi præsenterer fire meget kompetente kunstnere!
Efterårsudstillingen begynder lørdag d. 11.09. kl. 14 med en festlig eftermiddag.
Udstillingen varer frem til søndag d. 24.10. kl. 17, hvor vi lukker ned for sæsonen.
Jeg er jo vild med glas, så vi har i vores søgen på en spændende glaspuster fået lov til at præsentere:
Aoife Soden:
er en irsk glasblæser, der bor og arbejder i Danmark. Aoife blev født i Irland og voksede op i Australien og Papua New Guniea. Hun tog sin glasuddannelse på National College of Art and Design i Dublin. Siden afslutningen af sin glasuddannelse har Aoife arbejdet for mange glasstudier i Danmark. Hun har arbejdet på Ebeltoft Glasmuseet fra 2013 til 2018 og har været værksteds mester for de sidste tre år. Hun driver nu sit eget firma Aoife Soden Glass. Aoife blæser sit eget udvalg af funktionelt glas og bruger forskellige processer til at skabe unik glaskunst.
Lene Lundgård:er kolorist helt ud i fingerspidserne. Hendes akrylmalerier er gennemarbejdede farvesymfonier, med mange både tykke og tynde lag, som gør, at de på en og samme tid er tunge og lette, farvemættede og gennemsigtige. Malerierne er abstrakt, men med væsner, som fortæller levende historier om relationer og stemninger fra hverdagen. Strøgene er energiske og impulsive og er med til at underbygge fortællingen om livets lyse og skyggesider. Det er farverne, der skaber motiverne og skaber både tyngde og lethed, det sarte og grove, det pæne og det grimme.
Birgitte Hansen:
Birgitte Hansens grafiske arbejder udtrykker stramme geometriske rytmer, smukt afbalancerede og i forskellige trykteknikker. Alle motiver er skabt som håndlavede papircollager. I nogle kompositioner er der tale om dæmpede farveskalaer, i andre en bevidst afsøgning af kontraster og sammenstillinger i stærke, rene farver. Birgitte er inspireret af COBRA-kunstnere som Richard Mortensen og Egill Jakobsen.
Hun har siden 2016 udstillet i kunstforeninger og gallerier
Trine Guld:
Leret er mit fortrukne materiale, men jeg benytter også gips, glas, beton, bronze og andre materialer alt efter, hvad der egner sig bedst til værket.
Min arbejdsmetode er intuitiv og procesorienteret. Jeg arbejder mere ud fra ønsket om at afdække end at opfinde. Jeg har selvfølgelig som regel en ide om, hvor jeg vil hen, men jeg forsøger at holde processen åben indtil der viser sig noget, der er bedre, end det jeg kan tænke mig til. Jeg kan lide at arbejde groft og spontant, og ønsker at det færdige resultat har spor af redskaber og hænder.
Jeg holder meget af at modellere kroppe, både mennesker og dyr. Jeg søger at skulpturen får et eget liv gennem bevægelse, balance og indre sammenhæng.