I december viser Skive Museum sin populære kæmpejulekalender, og søndag d. 5. dec. kan man møde den populære ”Julemanden fra Skive”, kendt fra TikTok og andre sociale medier, som åbner dagens låge.
Han fortæller historien bag den ting, der er gemt bag kalenderlågen, og han fortæller også om det at skabe minder – et emne, som han også er optaget af på de sociale medier.
Bag kæmpejulekalenderens låger gemmer sig en blanding af kendte og glemte – samt gamle og nye juletraditioner. Nogle af juletraditionerne går tilbage til middelalderen og har rødder i den kristne kirke. Andre stammer fra 1700- og 1800-tallet og bygger på overtro. Enkelte traditioner synes kun at have et par årtier på bagen, selvom de, når man kigger nærmere på dem, må siges at være en videreudvikling af ældre traditioner.
Ud over kæmpelågekalenderen vil der også være mulighed for at se flere eksempler på ældre julekalendere både gamle u-landskalendere, tredimensionelle kalendere, pakke- og reklamekalendere.
Vi har også pyntet et juletræ anno 1900. Der er glaskugler og flitterguld, en jakobsstige fra træets top og ned til gulvet, fine trommer og trompeter, flettede hjerter og kræmmerhuse fyldt med kager og godter samt marcipangrise og polerede æbler i røde silkebånd. Jo, omkring år 1900 levede juletræet virkeligt op til, at ”først skal træet vises, siden skal det spises”.
(Julemanden fra Skive. Foto: YouTube )