80 var med i biografmørket, da Cinema4 i KulturCenter Skive søndag eftermiddag var klar med kaffebord efterfulgt af forpremiere på én af de film, der ventes at blive et af årets helt store tilløbsstykker:
Puk Grastens film, ”Den, der lever stille”, der er blevet til efter Leonora Christina Skovs roman af samme navn.
Inden filmen talte producenten, Regner Grasten, om den film, som kun for syvende gang mødte sit publikum.
Det skete i hustruen Tove Grastens hjemby, Skive, som producenten besøgte første gang i 1981.
”Jeg blev hentet på banegården af et par af Toves veninder, og straks gik turen hen på ”Potten”, hvor jeg fik min første Gambrinus. Efter et par stykker af dem var jeg helt klar til at møde mine kommende svigerforældre, fortalte Regner Grasten.
Siden vendte familien Grasten tilbage til byen, da spillefilmen ”Tarok – grib drømmen mens du kan” havde premiere i 2013.
I ”Den der lever stille” er familien dysfunktionel og distanceret – og fru Skov mener, at datteren Leonoras udsvævende, kulørte og homoseksuelle liv har fremkaldt hendes kræftsygdom.
”Da vi fik øje på Leonoras bog, var vi straks klar over, at det ville blive en krævende opgave. Bogen springer i tid og sted, og den stiller konstante spørgsmål om, hvad der er virkelighed og fantasi., og vi ville bevare den fornemmelse af fantasi, den har. Det fascinerede os, og vi endte med at vælge vores egen datter, Puk, som manuskriptforfatter og instruktør, for hun har den samme fantasi som Leonora, og derfor endte filmen med at blive til en augustdag i 36 graders varme i Berlin. Leonora sagde ja til Puk, selv om filmen ikke er blevet en tro kopi af bogen, fortalte Regner Grasten.
Det tog tre års omfattende research med blandt andet indsigt i Leonoras sendte og usendte breve og læsning af hendes øvrige romaner, inden optagelserne kunne begynde on location i og omkring Hospice Sydfyn i Svendborg, hvor Leonora Christina Skovs mor døde af kræft.
”Til sidst var Leonora ved at løbe skrigende bort, fordi hun fik oplevelsen af, at vi vidste mere om hende end hun selv gjorde. Men nu er hun glad for, at hendes roman kan inspirere til sådan en film,” oplyste Regner Grasten.
Også efter visningen af var producenten, der var ledsaget af hustruen Tove Grasten, klar til efter ”Den, der lever stille” at besvare spørgsmål og til at høre, hvad publikum syntes om filmen.