Som anerkendelse af og som påskønnelse for en livslang indsats for økologien i almindelighed og for Thise Mejeri i særdeleshed, har Thise Mejeris direktør Poul Pederser i dag, d. 7. august 2018, modtaget Ridderkorset af Dannebrogsordenen.
Mejeriet havde håbet på, at de kunne holde nyheden hemmelig frem til deres jubilæumsreception, men Politiken offentliggjorde nyheden for et par dage siden.
Ridderkorset blev overrakt til Poul Pedersen ved et ”surprise-party” kl. 7:15 om morgenen d. 7. august.
Cirka 100 ansatte var mødt op, det samme var 4 bestyrelsesmedlemmer og naturligvis Poul Pedersen, som troede, at han skulle til møde med mejeriets økonomichef.
Processen forud for tildelingen begyndte for ca. 9 måneder siden, hvor en gruppe af personer omkring Poul Pedersen formulerede hver deres indstilling af Poul Pedersen som modtager af Ridderkorset.
Personkredsen bag indstillingerne var meget bredt sammensat og omfatter nære samarbejdspartnere, kollegaer, konkurrenter, kunder og politikere.
Brudstykker af en mosaik tegner sig og billedet på puslespillet træder stadigt tydeligere frem, når man læser indstillingerne:
Om Pouls personlige egenskaber:
… gennemført pålidelig, altid troværdig / Han bringer sine ledelsesevner, strategiske tilgang og vindende humor med i arbejdet /… åben, ligetil og direkte og en entreprenør med et langtrækkende nationalt udsyn og en stærk lokal forankring”
Og om Pouls kommunikationsevner:
”Hans kommunikationsevner er i særklasse; han forstår med få ord at levere stærke budskaber og han formår at vække begejstring. Folk lytter, når Poul taler, hvad enten målgruppen er landmænd, ansatte på mejeriet, økologer, indkøbere fra ind- og udland – eller politikere”
Om Pouls betydning for økologien:
”Når Danmark i dag er førende på globalt plan indenfor økologi, skyldes det ikke mindst Mejeri bestyrer, CEO Poul J. Pedersen, Thise Mejeri / Poul har I mere end 25 år været en helt central figur i udviklingen af det økologiske landbrug og økologiske fødevareerhverv i Danmark, som nu er den førende økologination i verden målt på salg af økologiske produkter.
Om Pouls betydning for Thise Mejeri:
Udviklingen på Thise Mejeri og udviklingen af økologi i Danmark er to sider af samme sag, og Poul Pedersen har spillet en afgørende og helt central rolle i begge processer.
Thise Mejeri har i perioden udviklet sig fra at være et lille landsbymejeri med 5 – 6 ansatte til at blive Danmarks næststørste mejeri med 250 ansatte og en omsætning, der i år runder en milliard.”
Mogens Poulsen (udviklingsdirektør) fortalte om hele forløbet og citerede fra de i alt 7 indstillinger, hvorefter Arne Bisgaard (bestyrelsesformand) læste sin og bestyrelsens indstilling op. Herefter overrakte han Ridderkorset til Poul Pedersen.
Poul Pedersen takkede i sin tale samtlige ansatte på mejeriet, for deres indsats uden hvilken Thise Mejeri aldrig ville være nået dertil, hvor vi er i dag.
Inden længe får Poul Pedersen muligheden for også at takke hendes kongelige højhed, Dronningen, for tildelingen af ordenen.