Der blev naturligvis skålet i champagne, da en aftale mellem Pedersborg Vin, Hindborg og Wøldiche Vine, Skive, blev indgået. Aftalen indebærer en forretningsoverdragelse, som betyder, at Pedersborg Vin overtager hovedparten af Wøldiche Vines forretningsaktiviteter pr. 1. juli 2017 og kører Wøldiche Vine videre under Pedersborg Vin med placering i lokalerne på Hindborgvej 56, Hindborg.
”Jeg er meget glad og tilfreds, siger Jeanne Søgaard, Wøldiche Vine. Det er naturligvis skønt at se, at den forretning, som jeg har arbejdet i og med gennem en årrække, har skabt et fundament, som andre har lyst til at arbejde videre med. Desuden ved jeg, at kollegaerne hos Pedersborg Vin er både yderst dedikerede og særdeles kompetente, så min forretning er i trygge hænder”.
Hos Pedersborg Vin er der ligeledes stor tilfredshed med forretningsoverdragelsen. ”Vi har stor respekt for Wøldiche Vine og Jeanne Søgaard – og vi synes, at Wøldiche Vines koncept passer godt ind i vores forretning.
Vi er bevidste om, at Wøldiche Vine har mange loyale kunder, og vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at leve op til deres forventninger. Samtidigt er vi spændte på udfordringen og de forpligtelser, der følger med, siger Else B. Christensen, Pedersborg Vin.
Foto:
Mette G. Jensen, Else B. Christensen og Jeanne Søgaard