”Vi rejser sten”
Sundsøre Lokalhistorisk Kalender udkom første gang i 2006, og udgives af Sundsøre Lokalhistorisk Forening og Sundsøre Lokalarkiv.
Årets tema 2018 ”Vi rejser sten” omfatter mindesten for begivenheder, personer og historiske mindesten, gravminder, vejvisersten og skulpturer i Nord- og Østsalling, udført til forskellige formål og i forskellige materialer.
Siden oldtiden har vi hugget tegn og tekster i sten. Helleristninger, runesten og senere mindesten for begivenheder og personer. På kirkegårdene er sat utallige gravsten, udhugget i forskellige stenarter, nogle udført som smukke skulptursten.
De seneste år er opsat et stigende antal nye mindesmærker og skulpturer på Skiveegnen – i granit, træ, bronze eller andet materiale. ”Stenbonden” Jakob Vestergaard i Grønning har bidraget med et stort antal smukke skulpturer, mindesten og vejvisersten.
”Toldstrupgruppen” i Skive har 2005-2013 opsat et antal mindesmærker for besættelsen. I Sundsøre kommune ved Østergaard i Åsted (Modstandsbevægelsen) og ved Færkervig på Fur (Waterdropping).
Hele 7 ”Sallingpiger” og én ”Furpige” støbt i bronze er i 2008 opstillet forskellige steder, i Nord- og Østsalling ved Lyby strand, Sundsøre lystbådehavn, i Jebjerg bypark og på Glyngøre havn. Samt i Skive, Gyldendal og Virksund. ”Furpigen” naturligvis på Fur!
I Nordsalling har især kunstnerprojektet ”Skulpturlandsby Selde” 2014-2017 været produktiv, projektet ”Grasslands” har 2015-2017 gennemført kunstprojekter i landsbyerne Åsted, Junget og Thorum.
Ved Salling Ungdomsskole (nu Salling Efterskole) er siden 1927 opsat 11 skulpturer og mindesten.
Og på alle Skive Kommunes skoler blev 27.11.2009 afsløret en ”Klimaskulptur” udført af Søren Vester i Thise – med teksten ”Det kræver et menneske”.
Ved flere lejligheder er udarbejdet nationale- og lokale registraturer over skulpturer m.v.
Kulturarvsstyrelsen indsamlede 2003 i projektet ”Monument, Ideologi og Landskab” lokale oplysninger til ”Nationale mindesmærker og mødesteder 1830-2000”.
Allerede 1994 fik kommunerne på Skiveegnen udarbejdet en turistrapport, ”Seværdigheder på Skive-egnen”. I Sundsøre Kommune er beskrevet 19 mindesten og monumenter.
Kunstfagrådet i Skive Kommune har 2016 udarbejdet en skulpturguide med 123 værker af 53 kunstnere. Guiden indeholder mange billeder, med oplysninger om værket og kunstnerne.
Guiden findes på nettet (Skulpturguide Skive) og opdateres løbende.
Sundsøre Lokalarkiv og Lokalhistorisk Forening har som tema for Lokalhistorisk Kalender 2018 valgt temaet ”Skulptur og mindesten” i Nord- og Østsalling (Gl. Sundsøre Kommune).
Kalenderens tekster er redigeret af arkivleder Knud Erik Jakobsen. Layout og grafisk opsætning: Poul Emil Kristensen. Arkivudvalget består desuden af Niels Gert Jakobsen, Anne Marie Caroll og Jørgen Mortensen.
Kalenderen indeholder eksempler på forskellige mindesmærker og skulpturer i sognene, men vi har desværre ikke plads til alle knap 100 beskrivelser (heraf 14 udført af ”Stenbonden”). Der kan supplerende henvises til registreringer i arkivet.
Kalenderen kan købes hos lokale handlende, udvalgte butikker i Skive og i Sundsøre Lokalarkiv.
Pris 60 kr.