Museet har erhvervet et nyt maleri af kunstneren Anette Harboe Flensburg til kunstsamlingen med generøs støtte fra den lokale fond Holger Stjernholms Fond samt Slots- og Kulturstyrelsen. Værket ”Squaring the Circle – and other endless thoughts in the blue night” er et maleri, som kunstneren har arbejdet på over en længere periode fra 2005-2016.
Anette Harboe Flensburg står som en af de mest markante danske kunstnere indenfor det nyrealistiske maleri. I sin kunst undersøger hun forholdet mellem virkelighed og illusion, hvor hun maler arkitektoniske rum, der tilsyneladende virker overbevisende med gulve, vægge, døråbninger og lamper. Men ved nærmere øjekast fremstår rummene alligevel umulige. I nyerhvervelsen ”Squaring the Circle – and other endless thoughts in the blue night” lader kunstneren motivet balancere i grænselandet mellem realisme og abstraktion, idet en stor blå cirkelform nærmest opløser det ellers genkendelige interiørmotiv. Maleriet er et godt eksempel på Anette Harboe Flensburgs evne til at lade os forføre ind i de afbildede rum, for derefter at efterlade os undrende og forvirrede over, hvad det er vi ser – og hvad det er vi ikke ser.
Museum Sallings kunstafdeling har som det eneste museum i Danmark Nyrealismen som ansvarsområde. Med ”nyrealisme” menes den kunstneriske retning, der i et figurativt billedsprog skildrer nye måder at opfatte, forstå og tolke virkeligheden på.
Det er med stor glæde, at museet kan løfte sin samling af nyrealistisk kunst og styrke repræsentationen af kunstneren med en nyerhvervelse, der både sammenfatter og viser nye sider. Museet ejer i forvejen to værker af Anette Harboe Flensburg: ”Det Fjerde Lys (Krystaløjeblikket)” fra 2004 og ”House of Past and Future III” fra 2006. Begge værker er mesterlige eksempler på kunstnerens interiørmalerier.
Anette Harboe Flensburg er uddannet på Designskolen i Kolding. I 2004 blev hun tildelt Carnegie Art Award for sin serie af interiørmalerier.
FOTOTEKST: Anette Harboe Flensburg, Squaring the Circle – and other endless thoughts in the blue night, 2005-2016, olie på lærred, 180 x 180 cm. Museum Salling Kunst. Erhvervet i 2017 med tilskud fra Holger Stjernholms Fond og Slots- og Kulturstyrelsen.