Efterårsferien på Fur Museum, Glyngøre Kulturstation, Skive Museum og Spøttrup Borg byder på en række hyggelige og sjove aktiviteter for både store og små – og hvis man tør, kan man opleve Halloween-gys på både Fur Museum og Spøttrup Borg!
Kartoffeltryk på Skive Museum (Foto: MUSEUM SALLING)
”Nat på Museet” – Halloween på Fur Museum
Mandag d. 17. og onsdag d. 19. oktober kl. 19-22
Er der et bedre sted at opleve Halloween end på et museum fyldt med 55 millioner år gamle skeletter? Måske er museets fossiler blevet vakt til live eller øens spøgelser og væsner flyttet inden døre? Find din egen Indiana Jones eller Ghostbuster frem og gå på opdagelse i lommelygtens skær – hvis du tør! Medbring din egen lommelygte.
Hvis mor og far er for store bangebukse og ikke tør gå med rundt, kan de få sig en kop kaffe i vores nye velkomstbygning.
”Nat på museet” kan opleves to aftener i efterårsferien. Det er gratis for børn at deltage, og det koster 40,- kr. for voksne.
Arrangementet er en del af de forskellige events, der foregår på Fur i efterårsferien.
Efterårsferie på Skive Museum
Kartoffeltrykværksted
Tirsdag d. 18., onsdag d. 19. og torsdag d. 20. oktober kl. 11-15
Skive Museum emmer af aktivitet i efterårsferien, og ingen efterårsferie uden kartofler; derfor kan du tirsdag, onsdag og torsdag komme forbi værkstedet og være med til at trykke flotte motiver med kartofler sammen med museumsinspektør Anne Birgitte Jessen og kunsthistoriker Majken Høgh Olsen og samtidig få mulighed for at høre om, hvorfor kartofler og efterårsferie hører sammen og få kunstnerisk hjælp og inspiration til kartoffeltrykket . Du skærer selvfølgelig din helt egen tryk-klods ud af en kartoffel, og den bruger du til at trykke på mulepose, stof eller papir.
Tryk-klodser har i flere hundrede år haft betydning for dekoration på både papir og stof. Metoden er gennem tiden anvendt til dekoration af metervarer og tapeter af håndværkere, industri og kunsthåndværkere.
Det kreative værksted i efterårsferien henvender sig særligt til børn og deres forældre eller bedsteforældre, men interesserede i alle aldre er velkomne. Det er gratis for børn at deltage, og du får selvfølgelig dine kreationer med hjem; voksne betaler entré til Skive Museum.
Museumsnøgler
Tirsdag d. 18. til søndag d. 23. oktober kl. 10-16
Lån et sæt Museumsnøgler og oplev, hvordan et væld af historier venter på at blive låst op – både i vores nye udstilling men også i kunstsalene og i Wunderkammeret – hvor de smukke, underlige og måske også lidt skræmmende genstande og kunstværker bare venter på at fortælle deres historie. På bagsiden står der lidt fakta og undringsspørgsmål, som lægger op til en snak omkring tingene.
Det er gratis at låne museumsnøglerne, og når du afleverer dem igen, kvitterer vi med en smagsprøve på lidt lækkert fra museumsbutikken.
Ny særudstilling – ”Hvem er vi? Hvem var vi? Identitet på Skiveegnen før og nu”
Fra lørdag d. 15. oktober
I efterårsferien kan du også besøge vores sprit nye udstilling ”Hvem er vi? Hvem var vi?” og få et indblik i hvem menneskene på Skiveegnen har været gennem tiden og hvem vi er nu! Udstillingen sætter fokus på noget af det, der var karakteristik for livet på Skiveegnen, og for de fællesskaber, der har bundet folk sammen både før og nu.
Efterårsferie på Glyngøre Kulturstation
Lån waders og net og besøg det kreative værksted på loftet
Mandag d. 17 til fredag d. 21. oktober kl. 10-16
Vinden rusker og der er skum på toppen af bølgerne – men efterårsferien er alligevel perfekt til en tur til stranden. På Glyngøre Kulturstation kan du låne waders og net og gå på jagt efter Fjordens skatte, som du bagefter kan få hjælp til at omdanne til de smukkeste kunstværker i museets aktivitetsrum.
Besøg også udstillingen ”Fjord, fæ og folk”, der handler om menneskets forhold til Limfjorden gennem tiden og omvendt, og prøv den store 24 meter opgave.
Efterårsferie og Halloween på Spøttrup Borg
Mandag d. 17. til søndag d. 23. oktober kl. 10-16
Halloween fredag d. 21. og lørdag d. 22. oktober kl. 18-21.30
På Spøttrup Borg sætter vi i efterårsferien fokus på folketro, troldtøj og spøgelser. Vi nærmer os den mørke tid, hvor nisser, gespenster, trolde, hekse og andet godtfolk får friere spil – fra datidens Alle Helgen til nutidens Halloween.
Fra mandag til søndag i efterårsferien kan du lave din egen roelygte samt amuletter mod alskens ondskab og tage på jagt efter Borgens spøgelser og andre overnaturlige væsner. Og så slutter vi naturligvis efterårsferien af med et brag – fredag og lørdag til Borgens årlige Halloween! Her kan du møde alle Borgens sørgelige skæbner og en hel del andre top-uhyggelige spøgelser, der er flyttet ind bag de gamle mure i anledning af, at vi nærmer os den mest uhyggelige tid på året. Husk at købe din billet på forhånd, når du skal være med til Halloween.
Men alt skal selvfølgelig ikke være lige uhyggeligt, så du kan også komme og hygge dig med varm kakao, boller og kage i vores velkomstbygning, mens du gør dig klar til gys og gru.