Det første fysiske opstartsmøde om appen MinLandsby har fundet sted i Glyngøre, så borgerne i Nordsalling kan nu få fuldt udbytte af appens funktioner
Skiveegnens første fysiske opstartsmøde om appen MinLandsby har for nylig fundet sted i Glyngøre. Borgere og foreninger fra Nordsallings landsbyer var inviteret til mødet og en introduktion til appen, og de er nu ved at være klar til at bruge MinLandsby og fuldt ud udnytte alle appens funktioner. På den måde kan borgerne være med til at styrke landsbyernes digitale fællesskab.
Kirsten Jørgensen, som er formand fr Glyngøre Borgerforening, var begejstret for opstartsmødet i forhold til at skabe en fælles forståelse af appens muligheder.
– Det var en rigtig god idé at få os til at drøfte, hvilke kanaler, vi hver især kan benytte til at udbrede kendskabet til appen. Det bliver krumtappen til at nå ud til flest muligt, siger Kirsten Jørgensen.
MinLandsby app skal være brugbar for både lokale og turister. Kirsten Jørgensen tror på, at appen har potentiale til at blive en digital opslagstavle og et mødested for byens borgere og gæster, hvor man vælger at orientere sig løbende.
Mødet i Glyngøre var det første af i alt seks opstartsmøder for landsbyer i Skive Kommune.
En ”Facebook” for landsbyerne
Udviklingskonsulent Peter E. Steens fra Skive Kommune forklarer, at man fra kommunens side vil begynde at bruge MinLandsby som regulær kommunikationskanal.
– Det var et godt møde med god stemning og energi, og borgerne virkede oprigtigt opsatte på at lære at bruge appen. Efterhånden som flere byer og foreninger kommer på, forventer vi, at appen vil få en stor værdi for landdistrikterne, siger Peter E. Steens.
Appen MinLandsby kan nærmest beskrives som en slags Facebook for landsbyer, hvor borgere og foreninger kan lave opslag om fx arrangementer og events i lokalområdet. I Glyngøre har borgerne og foreningerne fx længe efterlyst en fælles kalenderfunktion og en mulighed for bedre at kunne koordinere med hinanden, og det behov kan de få opfyldt nu gennem appen.
Det er muligt at dele nyheder og informationer i form af tekst, billeder og video, og man kan følge foreninger og blive opdateret på nyheder.
MinLandsby er gratis at hente og bruge for alle, både borgere og foreninger. Man behøver ikke oprette en profil for at kunne bruge den, men hvis man vil have det fulde udbytte, så skal man selvfølgelig oprette en.
Foto: Appen kan fungere sammen med eksisterende hjemmesider, Facebooksider og -grupper og informationsskærme.