230 festklædte publikummer hyldede vinderne af Skive Business Awards
Hos SET / Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter har man svært ved at få armene ned efter onsdag aftens utrolig vellykkede Skive Business Awards i KulturCenter Limfjord i Skive. En på samme tid flot, højtidelig og humoristisk aften, hvor 230 festklædte mennesker fyldte gulvet i koncertsalen helt ud, da de var med til at fejre såvel de nominerede som vinderne af 6 erhvervspriser.
Gæsterne gik – i bedste Oscar Awards stil – op ad den røde løber, hvor den professionelle fotograf forevigede dem foran sponsorvæggen, som det sig hør og bør til et award show. I salen ventede smukt dækkede borde og en dejlig tapasanretning med lokalt islæt, et morsomt og tankevækkende foredrag v/Helle Joof og selvfølgelig aftenens højdepunkt: de korte film, der præsenterede de nominerede og til sidst kåring af de 6 vindere.
Og vinderne af de 6 priser ved Skive Business Awards 2016 er ….
Årets iværksætter: Dennis Drejer, RITO.dk
Årets Erhvervspris: Thise Mejeri
Året Butik: Hollys Dollroom
Årets Medarbejder: Gitte Bundgaard, Nørregades Varehus
Jobcentrets Virksomhedspris: SuperBrugsen Roslev
Jobcentrets Virksomhedsmentor: Benny Simonsen, FP Alu-Glas A/S
-Ud fra de mange positive kommentarer både under og efter arrangementet, kan vi konstatere, at den første udgave af Skive Business Awards var yderest vellykket – og vi vil helt afgjort lægge op til et lignende award show i 2018, lyder det fra en stolt og glad SET-direktør, Alice Bank Danielsen, der har utrolig mange roser til sin eventmanager, Lise Korsgaard, der har taget det helt store slæb i forbindelse med award showet.